Nyheder Magasiner Om Magasinet Lederne sites
Print Bookmark and Share

Mit hemmelige våben: Fiskeri


30.11.2011

Lystfiskeri og ledelse har fokus, koncentration og målrettethed til fælles – og så er tiden i vandet fremragende teambuilding. Mød fluefisker og hatte-direktør Erik Gelfi, der efter fyraften vender bilen mod de sjællandske kyster, ifører sig waders og dyrker fluefiskeri.


Tekst: Nya Vecht
redaktion@lederne.dk
Foto: Ken Hermann og privat 
 

”Fokus og koncentration er de to ting, hvor min hobby og mit arbejde virkelig er ens”, siger Erik Gelfi. Manden, der ikke forlader vandet på grund af kolde fødder. Hverken i vandet eller i sin virksomhed.

”Man skal være fokuseret, målrettet og koncentreret for at fange en fisk, og det skal jeg også være, når jeg sidder i min stol som leder af denne virksomhed. Jeg knokler løs og bliver ved, både når jeg er ude at fiske, og når jeg er på arbejde. Skal tingene gøres, så skal de gøres, og det skal aldrig gøres halvt! Uanset om det er på kontoret eller med en fiskestang i hånden. Jeg er aldrig sprunget fra en opgave, vi har fået her i virksomheden, og jeg er aldrig gået op af vandet, når jeg fisker, selv om jeg har kolde fødder,” griner Erik Gelfi.

Leder med hang til fiskeri
Før 1983 sad hatten nok lidt mere på sned, end den gør i dag. Dengang var Erik Gelfi arrangør af modeshows og festevents. Så købte han grossistfirmaet MJM, der siden 1829 har importeret og solgt hatte, caps og huer fra internationale producenter samt deres eget varemærke MJM.

”Det har været en lang proces at få firmaet op at køre. Folk begyndte at smide hatten i 1960’erne, så derefter blev det en langt hårdere branche. De sidste par år har der virkelig været en stigende tendens til, at folk begynder at bruge hatte igen, og det er både mænd og kvinder. Så vi begyndte for fem år siden at producere hatte og accessories til kvinder.”

Med en krævende direktørstilling, hvor hverdagen er travl og komprimeret, er det Erik Gelfis frirum, når bilen bliver drejet mod kysten, og fiskeudstyret er klar i bagagerummet.

”Jeg fisker oftest ved kysten på Sjælland. Når man er ude at fiske, er det en totaloplevelse. Man får først og fremmest en fantastisk naturoplevelse. Samtidig får man jo også gået en del på sådan en dag, hvor man er ude at fiske. Jeg får nemt gået 15 km op og ned langs kysten. Man står nemlig ikke stille og fluefisker, da fangstmulighederne også ændrer sig afhængigt af vindforholdene og vandstrømmen, uanset om man fisker ørred på kysten eller laks i elve.”

Drivkraften er ikke penge
Erik Gelfi startede med at fiske med sin morfar og kunne hive sin første fangst i land i den klejne alder af fire år. En interesse, som han har fastholdt hele livet og stadig prioriterer højt, selv om firmaet tager meget af hans tid.

”Når det kommer til mit arbejde, har jeg det, som jeg har det med fiskeriet. Du skal ville det 100 procent. I mit arbejde er drivkraften ikke penge, men at lykkes med arbejdet. Firmaets fremgang er gået langt hurtigere, end jeg havde regnet med. Men jeg tror, at min tese om godt købmandskab er vigtig. Jeg vil også hellere tage det stille og roligt end at tage den i vild fart ud over stepperne. Vi møder vores nye kunder til messer rundt omkring i Europa, og så inviterer vi dem efterfølgende op i vores showroom. Vi reklamerer heller ikke nogen steder. Det ligger simpelthen ikke i min natur at have lyst til at promovere mig selv og firmaet til højre og venstre.”

Teambuilding
Det er ikke kun Erik Gelfi, som fisker hos MJM.

”Hos MJM bruger vi ofte fiskeri som en form for teambuilding. Vi tager ud i weekenden, og mens vi går rundt i vandet og fisker, taler vi aldrig arbejde. Fiskeriet kræver simpelthen alt ens koncentration. Men til de efterfølgende middage kan vi sagtens finde på at tale om det. Vi har jo også lanceret en jagt- og fiskerikollektion netop på grund af, at vi alle i firmaet inter-esserer os for det.”

At adskille arbejdet og fritiden er således meget vigtigt for Erik Gelfi, men arbejdet sniger sig alligevel ind, selv om han forsøger at holde det væk.

”Jeg slår fra, når jeg fisker. Man er simpelthen så fokuseret, mens man er ude, så der er ikke plads til at tænke på arbejdsrelaterede sager. Men det er da klart, at jeg ikke kan undgå at blive lidt inspireret. Hvis jeg for eksempel fryser om ørerne, når jeg står og fisker, så begynder jeg jo automatisk at tænke på at designe hatte med øreklapper. Efter fisketuren er der fuldstændigt rent på første sal, og så har jeg et helt andet drive, når det kommer til arbejde. Jeg har det bedste udgangspunkt for at lave nye kollektioner efter en fisketur.”

Fluefiskeri
Fluefiskeri er en form for lystfiskeri, der udføres med stang, hjul og flueline, hvor linens vægt bruges til at kaste fluen ud i vandet. Man bruger ikke madding, men en såkaldt flue, der er bundet af fjer. Fluen imiterer alt fra insekter til småfisk – alt sammen med den forudsætning, at den fisk, man forsøger at fange med fluen, spiser netop den type byttedyr. Man kan fluefiske både i saltvand og ferskvand.
 

Lederne
Vermlandsgade 65
2300 København S
Kontakt Lederne