Om at være udsendt
Anders Rex har deltaget i konflikterne i Afghanistan, Kosovo og Libyen.
”At være udsendt må være lidt som at være i landsholdslejr. Man er af sted i en måned, hvor man kun skal sørge for personlig hygiejne, alt andet er sørget for, man skal bare arbejde. Her kommer al træning i spil.”
”Jeg elsker hele spektret i mit job fra medarbejderproblemer til rundvisning for forsvarschefen til at være udsendt. Ledelsesfagligt er det fantastisk at være i forsvaret, fordi jeg kan kombinere det at være akademiker med mit håndværk. Men jeg er helt klart mere chef end pilot.”
Kl. 9.00
Hver morgen opdateres Anders Rex af otte til ti repræsentanter fra HR, efterretning og den daglige driftsleder for flyene om situationen i Libyen.
”Et stolt øjeblik var den 20. marts 2011 om eftermiddagen, da vi sendte fire F16 ned over Libyen. Alle medarbejdere var samlet og stod i deres egne tanker og så flyene starte op. Det var det mest fantastiske, men jeg var samtidig urolig. Der var en stor usikkerhed forbundet med opgaven, for det var kun to dage efter, at FN havde besluttet at indføre No fly-zone. Det forbud skulle vi ned og håndhæve, men havde vi husket det hele? Var piloterne klar? Efter nogle timer blev vi bekymrede. Men så kom de tilbage. De fløj en god mission, gjorde alt rigtigt, kom hjem og landede sikkert. Det gjorde, at resten af piloterne tænkte: ”Det kan vi sgu da godt, det her”. Mange af piloterne ville gerne med i startopstillingen, men de var også usikre. Da de så, at den første tur var lykkedes, blev de rolige.”
Kl. 11.00
F16-piloter skal flyve over 100 timer om året for at vedligeholde deres flyvetræning, og derfor er det en del af jobbet at få tilstrækkelig flyvetid.
Største myte om jagerpiloter?
”Vi spiller ikke så meget volley-ball i bar overkrop, men der er heller ikke så mange, som spørger om det længere. ”Top Gun”-myten er begravet, der er ikke meget ”fly by the tower” eller forsøg på at flyve under Storebæltsbroen. Der er rigtig høje forventninger til jagerpiloter. De er utroligt professionelle, grænsende til det kedelige. På den måde er de ligesom elitesportsfolk. Bortset fra, at det er endnu mindre fedt at blive nummer to i vores job.”
Om motivation ”Mit job er at sende folk i krig, og det giver en del upopulære beslutninger. Derfor er det vigtigt at kunne sætte sig igennem, når det er nødvendigt. Til daglig har vi dog ingen kæft, trit og retning. Det er mit job at motivere medarbejderne og sikre, at alle forstår processerne i hele virksomheden. Min største udfordring er kommunikation – at alle har viden om og forståelse for, hvad alle laver, selvom folk er i krig, på øvelse eller på kontor. Alle skal i samme retning.”
Om pressen ”Jeg er vant til meget presse, så jeg tager det roligt. Men mine medarbejdere kan godt blive urolige for deres job, når denne eller hin politiker siger på tv, at vi ikke skal have F16-fly længere. Her er det min opgave at briefe folk og ud fra min erfaring sortere for dem, hvad der er ren politik, og hvornår der er noget om snakken.”