Nyheder Magasiner Om Magasinet Lederne sites
Print Bookmark and Share

CSR: Millioner af bier giver tilfredse medarbejdere


25.07.2012

Over en halv million honningbier er flyttet ind på taget af flere københavnske virksomheder, og endnu flere er på vej. De skal få byens natur til at summe af liv og hjælpe udsatte i beskæftigelse. Men projektet giver også virksomhederne en unik fortælling, der tiltrækker kunder og resulterer i glade ansatte.


Tekst: Sabrina Drevsfeldt
Foto: Jeppe Carlsen

Over tre millioner honningbier indtog sidste sommer København, hvor de fik ny bolig på taget af flere af hovedstadens større virksomheder. 600.000 af dem flyttede ind på toppen af Danmarks største udstillingscenter, Bella Center, i Ørestaden i København. Herfra bestøver de lokalområdets natur, så blomster og træer kan springe ud i fuld flor, og bistaderne bliver passet af en ny generation af biavlere, der er fundet blandt hjemløse, misbrugere og folk med psykiske problemer. Det hele er sat i gang af organisationen Bybi, der sidste år begyndte at hive fat i de københavnske virksomheder for at få dem til at sponsorere biernes nye hjem i hovedstaden. Technical director hos Bella Center Kristian Ortving skulle ikke bruge mange sekunder på at tænke over tilbuddet. Faktisk var det umuligt at sige nej: 

“Tankegangen var helt ny, og vi blev hurtigt enige om, at projektet giver en unik fortælling og mange fordele for de virksomheder, som involverer sig i det. Det kommer langt ud i æteren og stjæler rampelyset, fordi det er så anderledes og mangesidigt,” siger Kristian Ortving og fortsætter:

“Men først og fremmest har bierne en klar ledelsesmæssig effekt, fordi det for de ansatte føles godt at være en del af en virksomhed, som ikke kun er hardcore business, men som også prioriterer de bløde værdier og involverer sig i ting, som virksomheden ikke nødvendigvis er forpligtiget til. Man bliver stolt som medarbejder, når man kan fortælle, at man arbejder i et selskab, der er socialt ansvarligt – og som ligefrem har bier på taget.”

CSR på alle planer
Men ledelsesgangen får ikke kun glade medarbejdere ud af summen på taget. Involvering i projekter som Bybi er nødvendige, hvis der ikke skal komme røde tal på bundlinjen, mener Kristian Ortving:

“Vores mål er selvfølgelig at tjene penge, men det må ske i en balance med vores omverden, fordi ellers ødelægger vi vores forretningsgrundlag med tiden. Derfor er virksomheder også nødt til at hjælpe til i deres nærmiljø,” siger han.

Og med Bybi kan virksomhederne med egne øjne se, at der bliver gjort en forskel på flere punkter:

“Projektet gavner både naturen og miljøet, fordi bierne er truede, det hjælper også en række udsatte mennesker med at komme i arbejde som biavlere, og vi virksomheder får selv produceret noget velsmagende honning, som vi kan tilbyde vores kunder. Alt i alt tror vi på, at projektet kan være med til at give vores virksomhed et ry, som kan få både medarbejdere og kunder til at vælge Bella Center frem for andre alternativer,” siger den tekniske chef og slutter:

“Det er et projekt, der virker på så mange planer – og derfor arbejder vi også på at få sat endnu flere bier op, så vi runder millionen.”

Fakta – Bybi
Bybi er en organisation, der har til formål at udnytte de miljømæssige, sociale og økonomiske fordele ved bæredygtig biavl. Organisationen skaffer flere bier til København og uddanner biavlere fra kanten af samfundet.

Organisationens overskud bliver geninvesteret i Bybis sociale og miljømæssige aktiviteter.

I samarbejde med Aktivitetscenter Sundholm, et værested for socialt udsatte, har Bybi etableret Nordens første byhonningcentral til produktion af Københavns honning. På den måde skaber Bybi beskæftigelse for hjemløse, misbrugere og folk med psykiske problemer.

Bybi sponsoreres af en række virksomheder og institutioner, heriblandt Bella Center, Lundbeck, Alka Forsikring, Væksthuset, Lederne og Det Europæiske Miljøagentur.

Organisationen begyndte at sætte bier op i sommeren 2011, og indtil videre er omkring syv millioner bier flyttet ind i hovedstaden.

Læs mere på bybi.dk

Bierne på Bella Center

• Sidste sommer flyttede 600.000 honningbier ind på taget af Bella Centers kongreshal. De orange bistader kan ses fra hotellet Bella Sky. Bierne producerer årligt omkring 720 kilo honning.

• Lige nu arbejder Bybi og Bella Center på at få sat flere bistader op, så centeret får over en million bier på taget. Bella Center har en 3-årig sponsoraftale med Bybi, der sørger for pasningen af bierne og produktionen af honningen.

• Tre til fire biavlere tilser Bella Centers bier. Bierne tilses en gang om ugen i løbet af forårs- og sommersæsonen, hvor der sørges for, at bierne har nok plads, og at de bliver behandlet for sygdomme.

• Bistaderne tømmes for honning tre gange om året. Herefter bliver det slynget og tappet på Aktivitetscenter Sundholms byhonningcentral, hvorefter det sendes tilbage til Bella Center i små krus.

“Først og fremmest har bierne en klar ledelsesmæssig effekt, fordi det for de ansatte føles godt at være en del af en virksomhed, som ikke kun er hardcore business.”
—Kristian Ortving

Lederne
Vermlandsgade 65
2300 København S
Kontakt Lederne