Ryk dig med den rette coach
25.02.2011
Ledere er interesserede i coaching. Men de har svært ved at orientere sig i vrimlen af coaches, erfarer Rikke Andreasen, ledelsesrådgiver hos Lederne.
Ledere vil gerne coaches, men de har svært ved at orientere sig i et marked, der bugner af coaches i alle afskygninger. Det viser erfaringer fra Lederne, som oplever stor interesse for organisationens tilbud om individuelle coachingforløb, LederCoaching.
- Vi oplever, at de ledere, der søger coaching, helt generelt er åbne og modige mennesker, som er topmotiverede for, at noget skal være anderledes. Fællesnævneren er, at de ønsker at blive bedre ledere og søger efter svar på det overordnede spørgsmål: ”Hvem er jeg som leder?”. For dem kan den rigtige coach være med til at skabe store forandringer i deres liv og karriere, siger Rikke Andreasen, coach og ledelsesrådgiver hos Lederne.
Men det kan være meget svært at gennemskue, hvad den enkelte coach kan og ikke kan, tilføjer hun.
- Vi ved fra kontakten med vores medlemmer og fra tidligere undersøgelser, at mange ledere har overvejet at få en coach, men de synes, det er vanskeligt at finde rundt i junglen af coaches på markedet, siger Rikke Andreasen og fortsætter:
- For at sikre den største effekt af LederCoaching er Ledernes egne coaches og samarbejdspartnere alle certificerede gennem den internationalt anerkendte organisation ICF (International Coach Federation), som stiller høje krav til coachens uddannelse, etik og erfaring samt faglige og personlige kompetencer.
Kvalitetsstempel
ICF sætter standarder for professionel coaching over hele verden og har et globalt anerkendt certificeringssystem som bevis for, at coachen lever op til organisationens kvalitetskrav.
Udover at være ICF-certificerede og at have erfaring i at coache ledere har alle coaches tilknyttet LederCoaching selv en baggrund som ledere.
- At coachen selv har ledererfaring betyder, at vedkommende har indsigt i de problematikker og udfordringer, som en leder møder, og har en god fornemmelse for, hvad der skal spørges ind til. Det giver det optimale grundlag for et effektfuldt coachingforløb allerede fra første færd, siger Rikke Andreasen.
Coachen skal dog holde sig fra at rådgive lederen, for så er det ikke coaching. Coaching er en struktureret samtale med en person, som på baggrund af sin uddannelse og erfaring stiller spørgsmål, som hjælper den, der coaches, til selv at finde frem til nye løsninger på sine udfordringer.
- En god coach giver dig ikke bare optimisme og mod, men også en stærkt øget indsigt i dine egne muligheder og ressourcer. Det er det, coaching handler om, siger Rikke Andreasen.