Nyheder Magasiner Om Magasinet Lederne sites
Print Bookmark and Share

Man skal glæde og glædes


04.03.2011

God ledelse er andet og mere end at skabe plus på bundlinjen. Den gode leder sprudler af livsenergi og priser samspillet med mennesker, mener præst og forfatter Johannes Møllehave.


Foto (forside): Ole Haupt 

Med et smil, der har et barns umiddelbare oprigtighed, tager Johannes Møllehave imod magasinets udsendte i entréen i sin lejlighed på Frederiksberg. I den bogbeklædte stue gelejder Johannes Møllehave sin gæst hen til sofaen og placerer sig selv i en lænestol overfor. Først interview, så kaffe og kage, bedyrer han. Så tager Johannes Møllehave en dyb vejtrækning og åbner tale-ballet på eget initiativ.

- Kernepunktet i god ledelse er, at lederen har en ånd, der stråler over virksomheden og spreder livsenergi og munterhed. Man kan tage arbejdsglæden fra mennesker, det er det letteste. Men at give dem arbejdsglæde, at sørge for, at alle holder af at komme på arbejde, det er jo pointen i det, siger den tidligere sognepræst i Virum, der vurderer, at man ikke er født med karisma, men nogen har måske lettere ved at tilegne sig det end andre.

Godt nok har Johannes Møllehave ikke bestridt nogen formel lederstilling, men som præst har han været spydspids for en kirke med organist, kirkekor, kirketjener og menighed. Det er også en form for virksomhed, hvor det var vigtigt for ham at have et godt forhold til dem alle, understreger han.

Brug samspillet
En god leder viser, at han eller hun glæder sig over medarbejderne og hele tiden er opmærksom på, at alle har det godt, pointerer Johannes Møllehave. Som en god far og mor bekymrer sig om, hvordan deres børn har det. Og ligesom han selv er optaget af, hvordan hans voksne børn såvel som børnebørn trives, hvad de glæder sig til, frygter og har svært ved, fortæller faderen til tre og bedstefaderen til ti.

- Sådan skal lederen af en virksomhed også have det. Når en medarbejder ikke kan klare det, sådan som han vil have det, skal han spørge sig selv: ”Hvad er hun bedre til? Hvad kan jeg bedre sætte hende til?”, mener han.

74-årige Johannes Møllehave indstillede sit hverv som foredragsholder i 2009. Fingrene vil ikke længere skrible, som de engang gjorde. Og så arbejder han bedst fra klokken fem til otte om morgenen, for der er han mest frisk. Derfor vokser journalistens dårlige samvittighed, som tiden skrider frem, og aftenen nærmer sig. Men den tidligere foredragsholders ytringsiver og tempoet i hans solodans af ord synes ikke at aftage.

Den gode leder bruger og glædes ved samspillet mellem menneskene i organisationen, fortsætter han.

- Brug deres kompetencer, brug deres evner. Det er også en stolt fornemmelse at sige: "I dag fandt jeg ud af, hvordan jeg løser Ullas problem, og hun er blevet meget gladere, efter at vi i samarbejde har fundet ud af, at det var et andet sted, hun skulle lægge sine kræfter", lyder det opfordrende fra Johannes Møllehave, der altid selv har vægtet samarbejdet tungt.

Stort set al hans arbejde er foregået i kompagniskab med andre, både når han underviste, lavede fjernsyn, radio og film og i sin præstegerning, fortæller han. En trofast samarbejdspartner i hans virke som forfatter er niecen Marianne.

- Jeg dikterer, og hun skriver. Og hun kan ikke bare skrive, hun siger også: "Hør, skal vi ikke lave det der om?". Hun kommer altid med gode idéer. Jeg elsker samarbejdet. Det er altid bedre at arbejde sammen med nogen, siger Johannes Møllehave.

Den, der lever jævnt, leder godt
For at blive rigtig god til sit arbejde, må man holde af det, og sådan er det også med lederrollen, understreger Johannes Møllehave. Ens omgivelser mærker nemlig straks, hvis man er uoplagt og mangler overskud, tilføjer han og forsikrer, at han aldrig selv er taget af sted til et job, han var ked af.

- Jeg skal, når jeg har påtaget mig noget, glæde mig til det. Når jeg skulle holde foredrag, glædede jeg mig hele dagen. Det kunne de da mærke om aftenen, fortæller han.

Grundlaget for at skabe overskuddet til at være en god leder er, at ens liv hænger sammen både fysisk og mentalt, mener Johannes Møllehave. Et jævnt liv, kalder han det med reference til en af Grundtvigs skatte fra Højskolesangbogen "Et jævnt og muntert, virksomt liv på jord".

- Jævnt betyder balance. At lederen har en balance mellem at være aktiv og passiv. Han går på arbejde, han går hjem og hviler, og han sover om natten. Så står han op til en ny dag og er aktiv igen, forklarer han.

Hvis ikke man kan finde den balance, skal man begynde at overveje, om man har det rigtige job, mener Johannes Møllehave.

Lykke er ikke resultatbestemt
For mange virksomheders vedkommende er lykken at skabe succes og fremgang. Men lykken findes i lige så høj grad på rejsen mod at lykkes, mener Johannes Møllehave.

-Lykke er ikke bare resultatbestemt. For mig er lykke ikke, at det lykkedes. Hvis jeg er på vej til et foredrag, så er det ikke kun, at foredraget lykkes. Men på vejen oplever jeg noget i toget, møder et menneske, som jeg kender eller ikke kender, men som jeg får en god samtale med. Vi lever lige så meget af det, der sker undervejs i processen, understreger Johannes Møllehave.

Om Johannes Møllehave
  • Født 4. januar 1937 på Frederiksberg
  • Gift med forfatter Herdis Møllehave (1936-2001) i 1958
  • Uddannet teolog i 1963
  • Har været sognepræst i Virum samt præst ved Statsfængslet i Vridsløselille og Den danske kirke i Bruxelles
  • Har udover præstegerningen været oversætter, foredragsholder, rejseleder og har begået utallige værker i form af eksempelvis revyer, artikler og bøger

Motivation
En negativ, ældre medarbejder skal arbejde sammen med  to motiverede nye medarbejdere. Du står i et ledelsesmæssigt dilemma ...

Hvad gør du?
Lær at lede mennesker under forandring
Deltag i kurset
”Forandringens psykologi”.

Tilmeld kursus
Lederne
Vermlandsgade 65
2300 København S
Kontakt Lederne