Nyheder Magasiner Om Magasinet Lederne sites
Print Bookmark and Share

5 tips til fryns


05.01.2012

I kølvandet på krisen er de fleste ledere tilbageholdende med store lønstigninger, men derfor behøver du ikke gå tomhændet hjem. Gå efter fryns og personalegoder. Vi giver dig tips til, hvad du får mest ud af, og hvor du skal være opmærksom.


Tekst: Emil Norsker
ab@allercp.dk
Illustration: iStockphoto

Når du skal forhandle løn i krisetid, er det strategisk klogt at tænke i flere baner. Derfor skal du forberede dig ekstra grundigt inden næste forhandling, forklarer forhandlings- og relationschef i Lederne, Bo Vistisen. Han giver her nogle gode råd til god fryns, og hvordan begge parter kan få nytte af det.

1. Fri telefon og bærbar pc
Smartphones og iPads er efterhånden en attraktiv del af tilværelsen, og du kan lige så godt forhandle den lidt dyre hardware hjem til lønsamtalen. Multimedieskatten erstattes af skat på telefon, computer og internet. Fri telefon beskattes fremover af en værdi på 2.500 kroner pr. år. Men du kan skattefrit få en computer inklusive sædvanligt tilbehør, når den stilles til rådighed af hensyn til arbejdet. Tilsvarende gælder internet, der etableres i forbindelse med hjemmearbejdsplads. Har du de goder i dag som bruttolønsordning, så tjek de nye overgangsregler for at se, hvad der gælder om beskatning.

2. Bliv klogere
Uddannelse kan altid anbefales. Det er ikke beskattet, hvis det er fagligt relevant, og der kan være tale om ret store beløb. Jeg har set ordninger, hvor arbejdsgiveren er villig til at betale op mod 300.000 kroner for lederens kompetenceudvikling. Virksomheden får en mere kompetent medarbejder, som kan løse flere og nye opgaver, og man får selv noget personligt ud af det, hvilket kan bruges fremadrettet. Det er vigtigt med kompetenceudvikling – især i disse krisetider.

3. Få avisen til døren – eller skattefrit på jobbet
Avisabonnement er et af de mindre frynsegoder, som er forholdsvis lette at få ved en forhandling. Alt under en bagatelgrænse på 5.500 kroner (2009) er også skattefrit. Til gengæld skal du være opmærksom på, at hvis grænsen overskrides, skal du betale skat af hele beløbet og ikke kun af det overskydende beløb. Hvis man får avisen leveret på arbejdspladsen, er den oftest skattefri.

4. Skru op for pensionen
Det er klogt at spare op til pension, men vær opmærksom på, at loftet for indbetalinger på ratepension efter finanslovsforslaget er sat ned til 55.000 kroner. Tag kontakt til din pensionskasse og få råd om din fremtidige pensionsopsparing. Som medlem af Lederne har du mulighed for at benytte dig af LederPension.

5. Få transporten betalt
For mange er firmabil et rigtig godt frynsegode. Det kan dog nogle gange bedre betale sig at få kørselsgodtgørelse i sin private bil. Det skal man undersøge nøje. Man kan også her finde henvisninger fra Ledernes hjemmeside til steder, hvor man kan regne på forskellige fordele og ulemper.



Udgangspunktet er, at alle personalegoder og frynseordninger er skattepligtige.


Sådan får du personalegoder på bordet til en lønforhandling

1. Forbered dig godt inden mødet
”Du skal skaffe dig den nødvendige viden om, hvad der findes af frynsegoder på hylderne, så du ved, hvad dig gavner dig og din privatøkonomi mest muligt. På Ledernes hjemmeside kan du finde en liste, der ikke er komplet, men som giver et godt overblik.”

2. Gør dig klart, om det kan betale sig
”I dag er der ikke nogen goder, som helt tydeligt overgår andre. Det er individuelt, hvad der passer bedst til ens behov. Her skal man grundigt sætte sig ind i, om det overhovedet kan betale sig, eller om man skal gå efter noget andet.”

3. Hold øje med ændringer
”Der er kommet en ny regering, og det kommer formentlig til at betyde ændringer. Det skal man holde øje med, for det kan have stor betydning for, hvad der kan betale sig.”

Andre forslag:

  • Hjemmekontor
  • Ulykkesforsikring
  • Sundhedsforsikring (husk, at du fremover vil blive beskattet af en arbejdsgiverbetalt sundhedsforsikring)
  • Forsikring ved kritisk sygdom
  • Gruppeliv eller rejseforsikring
  • Betalt licens til radio og tv
  • Forlænget opsigelsesvarsel
Se mere på www.lederne.dk



Telefon, sundhed og hjemme-pc hitter

72%
af lederne i den private sektor har telefon, der betales helt eller delvist af arbejdsgiveren.

64%
har sundhedsforsikring knyttet til ansættelsen.

62%
har betalt hjemme-pc.


Lederne
Vermlandsgade 65
2300 København S
Kontakt Lederne