Hent som pdf
Resumé
I foråret 2003 har Lederne gennemført en større undersøgelse af lederes læringsmiljøer. Formålet med undersøgelsen har været at finde ud af, hvor og hvordan de bedst lærer ledelse og hvad der i det hele taget gør en forskel, når målet er at blive en bedre leder. Endvidere har det været målet at finde ud af, hvilke tendenser der rører sig i forhold til, hvilke læringsformer ledere i fremtiden vil vælge.
For at få belyst dette så bredt som muligt, er der gennemført spørgeskemaundersøgelser med såvel ledere som HR-chefer, samt en gruppe bestående af ledelseskonsulenter og undervisere i ledelse.
Virksomhederne har igennem de senere år iværksat mange spændende tiltag for, at ledere skal blive bedre til at skabe gode læringsmiljøer for deres medarbejderne. Med denne rapport ønsker vi at sætte særligt fokus på ledernes egne læringsmiljøer. En leder bliver ikke en god leder alene, men i samspil med chefer, lederkolleger og medarbejdere, via kurser og uddannelser, netværk og personlige coaches. Derfor er det vigtigt for ledere at forholde sig aktivt til det læringsmiljø, de i virksomheden indgår i. Der vil i efteråret 2003 således også udkomme et Inspirationshæfte fra Lederne, som vil komme nærmere ind på, hvad ledere og virksomheder kan gøre for at få skabt gode og inspirerende læringsmiljøer blandt lederne.