Magasinet Lederne, nr. 4, juli-august 2010
Nyt fra Lederne: Dygtige ledere tænker på tværs
Af Tanja Aas
redaktion@lederne.dkFoto: iStockphoto.com/joecicak
Det moderne arbejdsliv stiller krav om sammentænkning. Derfor vil ledere, som er gode til at tænke HR, arbejdsmiljø og sundhed som en helhed, klare sig bedst, forudser Ledernes arbejdsmiljøchef.

I lyset af de samfundsmæssige og økonomiske forandringer i disse år vil HR, arbejdsmiljø og sundhed blive vigtige elementer i virksomhedernes strategiske bestræbelser på at sikre præstationsniveauet. Derfor skal ledere og chefer i de danske virksomheder tænke de tre funktioner sammen og integrere dem i virksomhedens forretningsmodel. Det fortalte Ledernes arbejdsmiljøchef Lars Andersen på konferencen ”Arbejdslivskvalitet og moderne arbejdsliv”.
- Som leder må man hele tiden være opmærksom på de muligheder, der er for at løfte virksomhedens performance. Mange virksomheder skal i stigende grad leve af medarbejdernes viden, kreativitet og evne til innovation, og derfor vil arbejdslivets kvalitet få en stadig større strategisk betydning. Min oplevelse er, at de ledere, som bedst er i stand til at skabe sammenhæng og synergi i indsatsen, vil få de bedste muligheder for succes, siger Lars Andersen.
Selvom der de seneste år har været en markant stigende ledelsesmæssig interesse for områderne, er indsatsen mange steder præget af søjletænkning og manglende sammenhæng. Man kan ind imellem få det indtryk, at de enkelte områder er hinandens værste fjender, og at man modarbejder hinanden, erfarer arbejdsmiljøchefen.
- Konsekvensen er, at virksomhedernes indsats på disse områder har været usammenhængende og mere drevet af regler, aftaler og pligt end oplevelsen af en indre nytteværdi knyttet til virksomhedens kerneopgaver og forretningsmodel. Det er skidt for både arbejdsmiljø, trivsel og økonomi, påpeger Lars Andersen.