Ansættelsesvilkår A-kassen Kurser og uddannelser LederSparring Nyheder Min side Lederne sites

Magasinet Lederne, nr. 9, september 2009


Specialist eller leder

Af Lonni Lynge
redaktion@lederne.dk
Foto: Polfoto

Kan du godt lide at have med andre mennesker at gøre, eller vil du i virkeligheden helst fordybe dig i din faglighed?
Giver du køb på fagligheden, hvis du går generalistvejen, og er der overhovedet mulighed for at gøre karriere som leder, hvis du vælger at fastholde din specialistrolle?
Overvejelserne er mange og svaret ikke entydigt. Du kan her møde tre personer med forskellige holdninger til valget mellem generalist og specialist.

 
Specialist med generalistdrømme
- Mit primære arbejdsområde i koncernen er it-sikkerhed, og det kræver til tider en tung teknisk specialistviden.

I større og større grad kræver mine arbejdsopgaver dog, at min tekniske viden kobles tættere til de forretningsmæssige mål. I den proces går jeg i retning af en generalistrolle, hvor jeg skal kunne bygge bro mellem teknik og forretning.

Jeg vil gerne gå generalistvejen, fordi jeg føler, at jeg kan bruge mine kompetencer endnu bedre på den vis. Samtidig vil jeg gerne have bredere og flere kontaktflader på tværs af organisationen. Jeg kan godt lide at se og arbejde med ”det store billede”, og jeg trives godt, når jeg kan se verden fra helikopterperspektiv. Personaleledelse er helt sikkert også noget, som jeg på sigt ser som en spændende udfordring. Det er mit håb, at jeg stadig kan tage udgangspunkt i min faglighed. Jeg tror, at min faglighed kan udnyttes til kvalificeret og motiverende sparring med kollegaer og medarbejdere i en lederrolle.

Duong Anders Le, 30 år, koncernsikkerhedsspecialist i Danske Bank


Kommende generalist
- På studielinjen ”virksomhedssystemer” får vi kompetencerne til at tage ud og skabe os et overblik over en virksomhed. Vi skal være i stand til at samle trådene og forene input fra forskellige specialistområder, så man kan udnytte det i virksomhederne.

Jeg synes, at det er mere spændende at være i den del af udviklingen, hvor man sætter de forskellige ting sammen. Jeg har tidligere været på ”nanoteknologi”, og der kunne jeg godt føle, at det nogle gange var svært at se, hvordan jeg bidrog til noget større. Man arbejdede hele tiden inden for et meget snævert område, der først skulle kombineres med andre områder, før man kunne bruge det til noget. Jeg kan engang imellem savne, at man får lov til virkelig at fordybe sig i noget, men samtidig, når man sidder der i specialistrollen, kan man godt blive lidt fortvivlet over, at det store perspektiv mangler. Man savner at kunne se, hvor man kan bruge det her helt nøjagtigt.

Som generalist synes jeg, det er rart, at man ligesom får det brede billede.

Mette Mølgaard Jensen, 24 år, læser til civilingeniør på Aalborg Universitet og er færdig om et år.


Specialisten
- Jeg har det bedst i maven med at være specialist, fordi jeg er meget detaljeorienteret. I lederrollen skal man give slip og lade andre udføre opgaven, og det kan være svært, når man gerne vil have kontrollen.

Jeg kom ret hurtigt ind på specialistrollen, og derefter var jeg projektleder i halvandet år. Det var der, jeg fandt ud af, at jeg ikke har nogen drøm om at blive leder.

Den største forskel er, at som specialist er det dig, der kommer med løsningerne og laver oplægget. Som leder er det dig, der samler trådene og håndterer det mere overordnede. Jeg egner mig bedre til at være specialist. Personaleledelse er ikke mig, og selv om jeg er blevet tilbudt at blive leder flere gange, har jeg sagt nej, for jeg vil hellere gå i dybden og arbejde med tingene i stedet for det administrative og det personalemæssige.

Martin Stig Jakobsen, 37 år, proceskonsulent i Post Danmark



Lederne Mandag
Bliv opdateret med nyheder om ledere og ledelse og omtaler af aktuelle arrangementer.

Tilmeld gratis nyhedsbrev
Styr en journalist
Deltag i magasinet Ledernes læserpanel

Tilmeld dig her
Find drømmejobbet
Opret en JobAgent, og lad agenten finde jobbet til dig.

Opret JobAgent
 
Modtag nyhedsbrev 
Nyt fra Ledelseidag.dk 
udkommer 10 gange om året og giver et overblik over de nyeste artikler på Ledelseidag.dk.

Tilmeld nyhedsbrev
Lederne
Vermlandsgade 65
2300 København S