Ansættelsesvilkår A-kassen Kurser og uddannelser LederSparring Nyheder Min side Lederne sites

Magasinet Lederne, nr. 9, september 2009


Ledere lærer at sætte pris på buschaufføren

Af Ulrike Micha Noa Nielsen
redaktion@lederne.dk
Illustration: Gitte Skov

Busbranchen er gået sammen om ny lederuddannelse.


En ny uddannelse for ledere i busselskaber skal lære lederne at træde i karakter og anerkende buschaufførerne for deres arbejde. Nicolai Nielsen, driftsleder i busselskabet Concordia, er en af de første ledere, der har gennemført lederuddannelsen på Movia Akademi. Nicolai Nielsen har i kraft af uddannelsen ændret holdning til sin lederrolle.

- Tidligere opfattede jeg buschaufførerne som en del af et tandhjul, der bare skulle køre. Det gør jeg ikke mere. Før var jeg varsom, men nu tager jeg fat i dem, hvis jeg kan se, at de ikke er i godt humør. Jeg hører også chaufførerne sige, at sådan en lille ting, som at jeg tiltaler dem ved navn og sludrer lidt med dem, betyder meget og gør, at de føler sig værdsat, siger Nicolai Nielsen.

Også nyuddannede Bjarne K. Larsen, driftschef i busselskabet City-Trafik, siger, at uddannelsen har været en øjenåbner for ham. Han mener, at busselskaberne hidtil har været for dårlige til at uddanne deres ledere.

- Vi har ledere uden lederuddannelse, og det er ikke særlig smart. Det er vores rekruttering, der er skyld i det. For hvis vi opdager en mand, der er god, så sætter vi ham til at lave mere og mere, og pludselig sidder han i en lederrolle, siger Bjarne K. Larsen.

Ledere skal turde mere
På den fem dage lange uddannelse skal lederne lære at være autentiske og træde i karakter, forklarer Finn Gjersøe, underviser på Movia Akademi.

- Mange ledere sidder i administrationen og er tit optaget af det faglige. De glemmer, at der sidder nogle chauffører ude i kantinen, som de kan snakke med. Men det kræver, at lederne tør træde ind i rummet, være sig selv og drikke en kop kaffe med chaufførerne. Det har ikke været kutyme før i tiden for lederne, men de opdager hurtigt, at det betyder rigtig meget for chaufførerne, siger han.

Branche med dårligt image
Movias administrerende direktør, Dorthe Nøhr Pedersen, mener, at busjobbet har et dårligt image, og at de nyuddannede ledere skal styrke chaufførernes selvtillid.

- Chaufførerne ser ikke hinanden særlig tit, så det er et ensomt job. Kunderne er meget forskellige, og buschaufførerne er frontpersonale helt alene, og bedre selvfølelse vil hjælpe, når de møder folk, der er utilregnelige, og som er ret ubehagelige, siger Dorthe Nøhr Pedersen.

Hun synes, at der skal sættes fokus på de mange stjernestunder, som der er ved chaufførjobbet, så jobbet ikke fremstår så negativt. For selvom det ikke er svært at skaffe kvalificerede buschauffører for tiden, kan det hurtigt blive højkonjunktur igen, og så er det vigtigt, at busjobbets image er blevet støvet af i tide, mener Dorthe Nøhr Pedersen.

Lederne Mandag
Bliv opdateret med nyheder om ledere og ledelse og omtaler af aktuelle arrangementer.

Tilmeld gratis nyhedsbrev
Styr en journalist
Deltag i magasinet Ledernes læserpanel

Tilmeld dig her
Find drømmejobbet
Opret en JobAgent, og lad agenten finde jobbet til dig.

Opret JobAgent
 
Modtag nyhedsbrev 
Nyt fra Ledelseidag.dk 
udkommer 10 gange om året og giver et overblik over de nyeste artikler på Ledelseidag.dk.

Tilmeld nyhedsbrev
Lederne
Vermlandsgade 65
2300 København S