Ansættelsesvilkår A-kassen Kurser og uddannelser LederSparring Nyheder Min side Lederne sites

Magasinet Lederne, nr. 9, september 2009


Jon Stephensen: Teaterdirektør med sans for publikum

Af Trine Wiese
redaktion@lederne.dk
Foto: Scanpix

Teaterdirektør Jon Stephensen har gjort teatret Gasværket i København til en publikumsmagnet.


Jon Stephensen, direktør på Gasværket i København, kan få folk til at gå i teatret. Og netop teaterdirektørens succes med at åbne Gasværket for et bredere og mere ungt publikum er en primær årsag til, at han er blandt de nominerede til årets ledelsespris.

Sidste år lagde Gasværket scene til 80’er-musicalen ”Elsk mig i nat”. Den blev en megasucces, og teatret kom ud af teatersæsonen med et overskud på op mod otte millioner kroner – et særsyn i en trængt teaterbranche.

Under et debatmøde på Verdensteaterdagen fortalte Jon Stephensen om sin tro på, at kvalitet og popularitet ikke nødvendigvis er hinandens modsætninger:

- Publikum vil se godt teater, om det er bredt eller smalt, de skelner ikke. Teater til mange er godt, og man kan godt forene bredde med kvalitet. Teater uden publikum er ikke teater, uanset hvor stort eller lille, teatret er.

Jon Stephensen er uddannet både som journalist og arkitekt. Han har gjort sig bemærket som en talentfuld scenograf og har et usædvanligt godt øje for, hvad der vækker interesse. Denne sæsons store teaterkoncert, Come Together, er således på forhånd født til at blive en succes – i hvert fald blandt de utallige danske Beatles-elskere. Gasværket bliver den første scene nogensinde, der får lov at bruge Beatles-evergreens som Yesterday og All You Need Is Love. Jon Stephensen har brugt tre år på at indhente de nødvendige rettigheder fra pladeselskaberne, og han har i sidste ende opnået Paul McCartneys blåstempling.

Undgå kvælning
Som teaterdirektør har Jon Stephensen i høj grad en blækspruttefunktion. Han skal promovere sit teater udadtil og samtidig forstå at få teatrets ansatte til at spille kreativt og praktisk sammen. Da Jon Stephensen var direktør på Aveny-T, sagde han til hjemmesiden Arkitekturnet.dk:

- Jeg er meget bevidst om min rolle som projektleder, for nu at bruge en management-term. Det er jo helt nødvendigt, at jeg kan delegere opgaver ud til de rette for ikke selv at blive kvalt. Det er nok en evig kamp for ikke at lade sig tvære ud af opgaverne. Jeg skal kommunikere mine tanker ud, lede et team og lade de andre medarbejdere få noget at rive i.

Senere i interviewet tilføjede han:

- Direktøren skal bygge bro mellem de forskellige faggrupper, hvoraf i hvert fald de kunstneriske er meget følsomme og kræver noget helt særligt. Stillingen rummer en hel del personalepleje og en del projektledelse.
Teaterdirektør Jon Stephensen

  • 49 år
  • Uddannet arkitekt og journalist
  • Tidligere direktør på teatret Aveny-T
  • I sommeren 2007 overtog han direktørposten på Østre Gasværk

Kilde: Infomedia



Lederne Mandag
Bliv opdateret med nyheder om ledere og ledelse og omtaler af aktuelle arrangementer.

Tilmeld gratis nyhedsbrev
Styr en journalist
Deltag i magasinet Ledernes læserpanel

Tilmeld dig her
Find drømmejobbet
Opret en JobAgent, og lad agenten finde jobbet til dig.

Opret JobAgent
 
Modtag nyhedsbrev 
Nyt fra Ledelseidag.dk 
udkommer 10 gange om året og giver et overblik over de nyeste artikler på Ledelseidag.dk.

Tilmeld nyhedsbrev
Ledernes Hovedorganisation
Vermlandsgade 65
2300 København S
Telefon: 3283 3283
Fax: 3283 3284