Ansættelsesvilkår A-kassen Kurser og uddannelser LederSparring Nyheder Min side Lederne sites
Print Bookmark and Share

Magasinet Lederne, nr. 8, august 2009


Glem medarbejdernes forventninger

Af Søren Ravnsborg 
redaktion@lederne.dk
Foto: Joachim Rode

Ledere skal turde tage tid til eftertænksomhed og åbne løsninger, når de har vanskelige samtaler med medarbejderne.


Danske ledere har som regel en klar indgang til samtaler med medarbejdere. Lederne er først og fremmest fast besluttede på at nå frem til et resultat og en løsning, og det er netop, hvad de tror, at medarbejderne forventer af dem. I stedet bør ledere i højere grad skabe sig selv tid til refleksion i samtalen, siger Joost Alexander, da vi beder ham om en generel karakteristik af danske lederes håndtering af vanskelige samtaler.

Joost Alexander er skuespiller samt stifter og leder af firmaet Caseplay, som siden 2002 har arbejdet med lederudvikling med vægt på personlig kommunikation. Han har altså observeret og rådgivet i hundredvis af hjemlige ledere i alle kommunikationens aspekter. Det seneste halvandet år har han sammen med sine kolleger i ni omgange undervist og leget med lederne i Lolland Kommune, og det er her i Maribo, at vi møder ham i en pause, da han er i færd med at afslutte det foreløbigt sidste hold ledere.

Mærker egen uro
- På et kursus som dette tager vi afsæt i deltagernes egen virkelighed, og vi skruer det sammen ud fra de kerneproblematikker, som folk har inde på livet. Vi laver spil, der kan skabe identifikation og engagerer. Vi vil gerne, at lederne kan mærke deres egen uro, og vi inddrager sanselige reaktioner. Kunsten er at få dem til at se flere lag, flere muligheder at reagere på. Det gør vi ved at pege på, at der ikke kun findes én rigtig måde at klare en samtale på. Ved at ændre nogle ting i måden at agere på får samtalen et andet forløb, og måske får lederen et mere gennemtænkt resultat, forklarer han.

Og ledere i Danmark skulle have gode forudsætninger for mere åbne samtaler med deres medarbejdere, da refleksion er i høj kurs herhjemme, og den hurtige og skarpe lederbeslutning derfor ikke er helt så velset som andre steder, vurderer Joost Alexander.

- Vi møder imidlertid mange ledere, som tvivler på, om det er legitimt at slå bremsen i og tænke sig om, fordi de oplever, at medarbejderne har klare forventninger til, at lederen styrer samtalen imod et klart mål.

Flere slags kropssprog
Kravene til lederne om at kende og beherske flere samtaleformer og kropssprog skærpes de kommende år, mener Joost Alexander. Der er dels den meget krævende medarbejder, som vil erobre dagsordenen fra lederen og styre samtalen i egen interesse. Og dels får vi et stigende antal arbejdsplader med medarbejdere fra mange kulturbaggrunde.

- Og deres forventninger til, hvordan de skal ledes, og hvordan der skal kommunikeres er vidt forskellige. Nogle er demokratiske, andre er autoritære. Det forstærker behovet for ledere, som er gode kommunikatorer og åbne for flere løsningsmuligheder. 





Lederne
Vermlandsgade 65
2300 København S