Ansættelsesvilkår A-kassen Kurser og uddannelser LederSparring Nyheder Min side Lederne sites

Magasinet Lederne, nr. 6/7, juni/juli 2008


Lederen skal vække medarbejdernes indre superhelt

Af Lonni Lynge
redaktion@lederne.dk
Foto: Henrik Frydkjær

Der er ingen grund til at frygte, at lederrollen i fremtiden bliver overflødig eller overtaget af robotter med hang til ledelse. En tur i tidsmaskinen viser nemlig, at det fremover er medarbejderne, der har nøglen til innovation, og at det er lederens opgave at gøre medarbejderne til superhelte. Det kræver ledere, der kan lytte og se godt ud, mener fremtidsforsker Anne Skare Nielsen. 

Først var lederen den enevældige hierarkiske type. Så blev lederrollen mere human, og i fremtiden kunne man meget vel forestille sig, at alt bliver vendt på hovedet, og at lederrollen overgår til at blive en slags tjenerrolle. Det mener fremtidsforsker Anne Skare Nielsen, der vel nok må menes at kende fremtiden bedre end de fleste, og nok er noget af det nærmeste, vi kommer en spåkone i business-regi i Danmark.

- I fremtiden er det medarbejderne, der skal være superheltene i virksomheden. Superhelte er kendetegnet ved at være sådan lidt smånørdede typer, der render rundt og leder efter en telefonboks, hvor de kan klæde om til supermand. Og det er egentlig dét, en virksomhed skal være. Det skal være det sted, hvor man får det bedste ud af folk - ikke det meste ud af dem, siger hun og kigger dybere i krystalkuglen:

- Fremtidens leder skal vække medarbejdernes indre superhelt. Det er medarbejderne, der har guldet, og de skal tænke over tingene. Derfor har medarbejderne et behov for at komme hen til en person, der ser noget i dem, som de ikke nødvendigvis selv ser, fortæller den 36-årige fremtidsforsker.

Brug for menneskelig ledelse
Anne Skare Nielsen har indvilget i at tage os med på en tur ud i fremtidens lederunivers. Og du kan godt begynde at trække vejret roligt igen, hvis du frygter, at fremtidens ledere enten er mekaniske, eller at lederrollen helt forsvinder.  

- Der foregår hele tiden nye ting, og derfor er der også brug for ledelse. Der er brug for folk, der har visioner, og som har begejstring, siger Anne Skare Nielsen.

Vi befinder os på Amager i København, hvor Future Navigator holder til - virksomheden som Anne Skare Nielsen startede for fem år siden, og som hun i dag leder sammen med businesspartneren Liselotte Lyngsø. Anne Skare Nielsen har tidligere arbejdet hos Institut for Fremtidsforskning, men det var som dommer i tv-programmet Danmarks Bedste Idé, at hendes ansigt blev kendt. Sammen med it-iværksætter Martin Thorborg og innovationspatriark Preben Mejer sad hun i dommerpanelet og skulle bedømme alskens idéer fra danskere, der mente, at lige præcis deres idé kunne være en berigelse for andre end dem selv.

Konservesdåse uden åbner
Netop når det handler om innovation og nytænkning, er Anne Skare Nielsen på hjemmebane. Hendes virksomhed tilbyder, hvad de selv kalder, fremtidsbaseret idéudvikling til danske virksomheder.

- Der rører sig nogle ting uden om en virksomhed, ting forandrer sig, folk har nogle andre behov, og kunderne opfører sig mærkeligt. Der er helt vildt meget, som vi overhovedet ikke fatter en brik af, som for eksempel muhammedkriser, Youtube eller iPhones. Folk føler, at de bliver hægtet af. Ledere ved jo godt, at for at følge med bliver de nødt til at have noget innovation, de bliver nødt til at lave strategisk udvikling. Men de ved bare ikke, hvad det er, de mangler, siger hun og bruger dåseåbneren som det gode eksempel på ikke-viden.

- Konservesdåsen blev opfundet i 1812, og dåseåbneren blev opfundet 48 år senere. I den mellemliggende periode brugte folk knive, økser og pistoler til at åbne dåser med, for sådan havde man jo altid gjort. De vidste ikke, hvad det var, de ikke vidste – i dette tilfælde dåseåbneren, fortæller hun.

Lytteklapperne skal slås ud
Skal virksomhederne fremover have en brik i det store innovationspuslespil, bliver de nødt til at tage de menneskelige briller på og bryde ud af den hårde skal, mener Anne Skare Nielsen. 

- De virksomheder, vi kommer til at tale om i fremtiden, og som får succes, tilpasser sig medarbejderne, i stedet for at medarbejderne skal tilpasse sig virksomheden. Virksomheden skal tillade folk at være mennesker i stedet for at gøre dem til konforme produkter, der skal gå i en bestemt type tøj, klippe deres hår på en bestemt måde og absolut tage trapperne, fordi de ikke må tage elevatoren, siger Anne Skare Nielsen og tilføjer:

- Alle virksomheder i udlandet, som er noget ved musikken, siger, at fremtidens succeskriterier simpelthen er mennesker. At kunne forstå mennesker, at kunne tiltrække de rigtige mennesker, at kunne få menneskerne til at gøre det, der skaber værdi for virksomheden, siger hun. Hun mener, at en af de bedste måder at få sine medarbejdere til at skabe værdi for sin virksomhed er ved ganske enkelt at lytte til dem.

- Ledelsesopgaven i fremtiden er at være til stede og at være der for medarbejderne. At lytte er meget mere vigtigt end noget andet. Se, hvor overraskede dine medarbejdere vil blive, hvis de kommer hen og stiller dig et spørgsmål, og du så siger, “Ved du hvad, vi sætter os lige ud i solen og drikker en kop kaffe, og så går jeg ikke, før du har fortalt mig, hvad det er, du gerne vil. Nu lytter jeg til dig”, siger hun, men erkender dog gerne, at rollen som den lyttende leder kan være svær – specielt når man er kvinde med hang til snak.

- Jeg troede faktisk, at jeg var ret god til at lytte – men så har jeg så fundet ud af, at for at være god til at lytte så skal man også holde op med at tale, siger hun skælmsk.

Døden fra Lübeck
Udover at være god til at lytte skal lederen også se godt ud i fremtiden, hvis man skal tro Anne Skare Nielsens profetier. Heldigvis skal det ikke tages helt så bogstaveligt, som det umiddelbart lyder:

- At se godt ud behøver ikke at være, at du fysisk er smuk, men det betyder, at du som leder skal være en rollemodel for, hvordan det er at være i den her virksomhed. Du er kulturbærer for virksomheden, og folk skal kunne se, at de kan få deres liv til at hænge sammen, siger Anne Skare Nielsen. Hun peger på, at de fremtidige generationer på arbejdsmarkedet vil vægte familielivet højt – derfor er det også vigtigt, at virksomhedens frontfigur ikke render rundt med mavesår og for højt blodtryk og aldrig ser sin familie.

- Hvis du spørger unge mennesker i dag, hvad de prioriterer højest, er det familien. Vi får en ungdomsgeneration ind på arbejdsmarkedet nu, som har familien som deres absolutte primære succeskriterium. Det vil sige, at de vil søge de steder hen, hvor de kan få lov til at være en familie, hvor de ikke skal gå på kompromis, og hvor det faktisk er tilladt at få børn. Måske har chefen også børn, som han endda har med på arbejde engang imellem, siger Anne Skare Nielsen og fortsætter:

- Et ungt menneske har ikke lyst til at komme ind på en arbejdsplads, hvor chefen ligner døden fra Lübeck. Det kan godt være, at han har det hele, han har tjent kassen og rejser rundt i verden, men hvis han samtidig har tabt halvdelen af håret og har de der hektiske røde pletter på kinderne, sover for lidt, drikker og ryger for meget, aldrig ser sin kone, og børnene har glemt ham, så tænker unge mennesker, at hvis det er sådan der, jeg ender, tror jeg sgu hellere, jeg vil finde et andet sted at arbejde. Chefen skal se godt ud, fastslår den moderne spåkone.

Rejsen er ukendt
Hun opfordrer morgendagens ledere til at være modige og til at turde tage medarbejderne med på en rejse ud i innovationens grænseland – også selvom slutdestinationen er ukendt:

- Vi skal udvikle os, og vi skal vove at miste fodfæstet for en stund, for ellers lever vi ikke, men er kun et produkt af en bureaukratisk organisation. Måske ved vi ikke, hvor vi skal hen, men så kunne man jo starte med at spørge sine medarbejdere, og så vil man opdage, at ens medarbejdere har guldet. Ens medarbejdere har allerede alle de idéer, der skal til. De er superheltene! 

Anne Skare Nielsen/Blå bog
  • Født 1971 i Vejle
  • Bor i Dragør med sin mand Jens Aage og sine tre drenge
  • Oprindeligt uddannet biolog
  • Master i statskundskab, cand.scient.pol
  • Medlem af Strategy Lab, Innovationsrådet
  • Medlem af Global Future Forum
  • Medlem af Vallekilderådet, det alternative globaliseringsråd
  • Gæsteforelæser på IESE Business School i Barcelona
  • Med i videnskabsministerens tænketank om Danmarks fremtid inden for tele, it og medier 
Om Anne Skare Nielsen

Anne er enormt vittig og humoristisk og meget underholdende at være sammen med. Hun er ikke den type, der stiller sig op og synger og danser på bordene, men når man er sammen med hende, kommer der altid en lind strøm af morsomme bemærkninger. Det, jeg lagde mærke til første gang, jeg mødte hende, var kombinationen af hendes store viden, hendes humor og den jordbundne tilgang, hun har til tingene. Hun er vældig interessant og inspirerende, og så kan hun supplere den viden, jeg selv har. En af hendes spidskompetencer er, at hun har en antropologisk overbliksagtig tilgang, som hun formår at tale om på en interessant måde. 
Preben Mejer, innovationspatriark og meddommer i Danmarks Bedste Idé


Da hun var gravid med tvillingerne, spurgte jeg, om hun ikke var bekymret for jalousi mellem dem, og at hun nok ikke ville få så meget søvn. Anne svarede, at hendes børn ikke var jaloux, og at de ville sove igennem hele natten. Hun fokuserer altid på det fantastiske og det gode, og det er selvforstærkende. Hendes positive livssyn, glæde og passion smitter af på kunderne og medarbejderne. Samtidig er hun enormt modig. Hun er ikke bange for at kaste sig ud på dybt vand, og der går ikke en ny dag eller uge, uden at der skal prøves noget nyt. Som leder formår hun at skabe en tryghed i forhold til at skulle eksperimentere, fordi hun er så super optimistisk og altid har en positiv tilgang.
Liselotte Lyngsø, kompagnon i
Future Navigator


Der er så mange mennesker, der dræner en, når man er sammen med dem, men Anne vælter en med energi, så man nærmest kommer hjem med mere energi, end man havde, da man tog af sted.

Hun har meget drive, og det er fedt. Til optagelserne af Danmarks Bedste Idé havde hun næsten lige født, men tvillingerne tog hun bare med. De var i nærheden hele tiden, og så var hun bare ude og malke ud engang imellem. Det er imponerende, at hun har så meget drive. Hun gør bare tingene, der er ikke så meget lirumlarum. Hvis hun vil noget, går hun den vej og siger, at ”Nu skal vi det”, i stedet for at tænke i begrænsninger og ”Hvad nu hvis?” Hun er bare en tonseglad pige.
Martin Thorborg, it-iværksætter og meddommer i Danmarks Bedste Idé



Lederne Mandag
Bliv opdateret med nyheder om ledere og ledelse og omtaler af aktuelle arrangementer.

Tilmeld gratis nyhedsbrev
Styr en journalist
Deltag i magasinet Ledernes læserpanel

Tilmeld dig her
Find drømmejobbet
Opret en JobAgent, og lad agenten finde jobbet til dig.

Opret JobAgent
 
Modtag nyhedsbrev 
Nyt fra Ledelseidag.dk 
udkommer 10 gange om året og giver et overblik over de nyeste artikler på Ledelseidag.dk.

Tilmeld nyhedsbrev
Lederne
Vermlandsgade 65
2300 København S