Magasinet Lederne nr. 2, februar 2008
Rundt om løgnen
Af Søren Ravnsborg
redaktion@lederne.dk
Hvad mener erhvervslederen, biskoppen og filosoffen om løgn? Magasinet har spurgt en palet af fagfolk, chefer og tænkere: Er løgn nødvendig i ledelse – hvorfor/hvorfor ikke? Her er deres svar.
Løgn er hverken nødvendig eller acceptabel i ledelse. Min erfaring er, at medarbejderne altid gennemskuer løgn. Hvis der er dårlige nyheder, fortjener de altid at blive fortalt, fordi det er forudsætningen for, at de kan bearbejdes, og man derefter kan komme videre. Hvis en medarbejder gør et dårligt job, så sig det til ham eller hende, men på en konstruktiv måde. Hvis det kan rettes op, så prøv at gøre det; ellers erkend, at det ikke går, og at vejene må skilles. Løgn er aldrig løsningen.”
Lars Kolind, erhvervsmand,
forfatter og politiker
Foto: Lars H. Laursen
Absolut nej. Løgn er direkte ødelæggende for muligheden for at lede, da det fuldstændig fjerner ledelsens troværdighed. Ingen vil ledes af en løgner.”
Jesper Theill Eriksen, TDC, Koncerndirektør,
Chief of Staff & HR
Foto: TDC
Nej, løgn må som princip ikke være en nødvendighed. Ledere forventer loyalitet fra medarbejdere, kolleger og samarbejdspartnere. Denne loyalitet og ærlighed skal naturligvis være gensidig også i ledelse. Der er andre måder at kommunikere på.”
Pui Ling Lau, Public Affairs-direktør,
Københavns Lufthavne
Foto: Casper Balslev
De fleste handlinger og udtalelser kan have et bedragerisk indhold, som man bør være mere bevidst om. Man kan skifte samtaleretning, tale udenom, overdrive, komme med udflugter eller vildlede. Det er mekanismer, som kan være led i et taktisk spil, eller adfærd som kan skyldes usikkerhed eller uvidenhed. Her har den gode leder evne til at påvirke mængden af falskhed ved at forbedre sin tale og sine handlinger. Det vil være en naturlig og nødvendig del af en leders udvikling altid at søge alternativer, når den eneste løsning ser ud til at blive en løgn.
Men i den udstrækning løgn er et bevidst bedragerisk budskab, har det ingen plads i en ledelse. Den svækker tilliden til lederen og gør ham utroværdig; den skaber afstand til og usikkerhed hos medarbejderne. Løgnen finder sin modsætning i sandheden. Alle vil vinde ved, at bedragerisk adfærd reduceres, og hæderlighed selv på kort sigt belønnes, og her bør lederen gå forrest.”
Kjeld Fredens, læge, hjerneforsker, pædagogisk tænker, udviklingskonsulent ved Vejlefjord Neurorehabilitering
Foto: Privat
Al løgn er dybest set en nødløgn. Men graden af nød varierer. En ledelse, som mener, at en hvid løgn er ok, bliver hurtigt farveblind. Ledelsen i en virksomhed må derfor opmuntre næste generation til at gå uden om løgnen – og samtidig huske på, at den største løgn af alle fortsat er sandheden, som bliver fortiet.”
Benja Stig Fagerland, stifter af projektet Female Living, forfatter og foredragsholder
Foto: Siv Nærø
Mark Twain fremhævede, at sandheden er det dyrebareste, man har, og at man derfor skulle spare på den. Men man skal naturligvis ikke lyve. En vis pædagogisk tilrettelæggelse af sandheden kan dog være berettiget. Herunder de nødvendige forkortelser, alt efter hvem modtagerne er.”
Jan Lindhardt, biskop over Roskilde Stift
Foto: Privat
En leders vigtigste rolle er at motivere og samle andre mennesker om en opgave. At gøre dette ved at fortælle en såkaldt løgnehistorie kan være en yderst effektiv tilgang. Skal man vurdere, hvorvidt det er godt eller skidt at lyve i en bestemt situation, må man kigge på motivet bag løgnen. Jeg har selv skrevet en række fiktive historier i romanform, men selv om der er tale om løgnehistorier, er der tale om en positiv tilgang til at lyve. Når målet med at lyve ikke er at få andre til at tro på en løgn, men at få dem til at se en pointe eller at hjælpe dem til at tænke i nye retninger, er der tale om en ærlig løgn. At forstå sine motiver og hensigter i det perspektiv er en selvindsigt, som mange mennesker kan have glæde af. Når mennesker påstår, at de altid taler sandt, lyver de ofte uden selv at kunne forholde sig til det. Alt i verden er åbent for fortolkning, og måske ligger den største selvindsigt derfor i at se, at sandheden ikke eksisterer, og at vi derfor altid lyver. Det, som afgør om vi er gode mennesker eller ledere, handler derfor ikke om, hvorvidt vi lyver, men om hvorvidt vi er ærlige.”
Carsten Graff, forfatter, filosof og stifter af ledertræningscenteret Stemningshotellet
Foto: Scanpix