Ansættelsesvilkår A-kassen Kurser og uddannelser LederSparring Nyheder Min side Lederne sites
Print Bookmark and Share

Magasinet Lederne nr. 4, april 2008


Bikeren og cyklisten i skøn forening

Af Tanja Aas
redaktion@lederne.dk
Foto: Flemming Jeppesen

Anna Dalager tramper på en god gammeldags jernhest. Signe Lund Hansen kører motorcykel. Og så er de ledere inden for to vidt forskellige brancher. Alligevel er de et perfekt match som mentor og mentee, er de begge enige om. Her fortæller de to ledere om, hvor udbytterigt det er, når to modsætninger mødes i en mentorordning.


Statsbiblioteket. Gaab. Det er sådan en stor tung kolos. Hvordan skal en leder der fra kunne være mentor for mig?” Det var den første tanke, der ramte Signe Lund Hansen, da hun i efteråret sidste år blev tilbudt sin mentor, som er leder på Statsbiblioteket i Århus. Den type organisation lå langt fra hendes hverdag som leder af projektorganisationen Frontløberne, der tilhører den kreative elite i Århus. Men nu havde hun jo efterspurgt en mentor fra en verden forskellig fra sin egen, da hun meldte sig som mentee hos Lederne. Derfor trak Signe Lund Hansen i sit røde biker-læderdress, svingede sig i sin motorcykelsaddel og tog hen for at mødes med Anna Dalager på Statsbiblioteket i det nordlige Århus. Kemien var der med det samme, og lige siden har de begge hentet inspiration til deres lederjob gennem mentorordningen.

Konkrete svar
For mentee Signe Lund Hansen handler det om at finde den korteste vej til viden om ledelse.

- Hvorfor skal man kun gøre sine egne erfaringer, når man kan lære af andres? Jeg har brug for konkrete svar. Mentorordningen betyder, at jeg får fuld opmærksomhed og svar på lige præcis det, jeg vil have svar på. Her er det effektivt med en mentor, og så er det rart at have en at læne sig op ad, som står fuldstændig uden for ens faglige og private netværk, siger hun.

Selv om hun og mentor Anna Dalager har indgået mentorordning på kontrakt, er den i deres tilfælde meget uformel og fleksibel.

- Det er meget vigtigt for mig at have en mentor med ledererfaring, som jeg altid lige kan ringe eller maile til, når problemet opstår, siger Frontløber-lederen.   

Anna Dalager tilføjer, at hvis begge parter skal have det optimale ud af ordningen, nytter det ikke, at man kun kan bruge hinanden på faste aftalte træffetider, men at man giver hinanden lov til at ringe eller maile, hvis der opstår en akut situation.

Lærte at uddelegere
Signe Lund Hansen og Anna Dalager mødes et par timer hver tredje eller fjerde uge. Nogle gange taler de løst og fast om dagligdagens ledelsesspørgsmål. Andre gange er der konkrete emner på dagsordenen.

Uddelegering var den første problematik, som lederen af Frontløberne fik hjælp fra sin mentor til at løse. Da Signe Lund Hansen i 2006 blev leder og dermed fik én fast medarbejder og en række freelancere under sig, var det med intentionen om, at de rigtig skulle hygge sig og deles om opgaverne. Så let gik det bare ikke. Der var opgaver, som ikke blev udført, fordi ingen vidste, hvem der reelt havde bolden, når den nyudnævnte leder bare sagde, at ”Vi skal have løst den her opgave”.

- Det var noget helt nyt for mig at skulle lede en medarbejder med en anden funktion og indstilling, end jeg har. Medarbejderne var engagerede nok, men jeg havde ikke lært at sige: ”Det er det her, du skal.” Anna overbeviste mig om, at jeg ikke kunne bruge vi-formen, når jeg faktisk ønskede, at medarbejderen skulle udføre en konkret opgave. Det handler om at uddelegere og at give opgaven fra sig, siger Signe Lund Hansen.
Ikke et orakel

Hvor Frontløber-chefen stadig er grøn i lederfaget, har Anna Dalager 13 års erfaring som leder. Og hun meldte sig som mentor netop for at kunne dele ud af sine oplevelser i ledergerningen. Da hun selv satte sig i chefstolen tilbage i 1995, måtte hun nemlig selv finde ud af at lede en flok medarbejdere, at håndtere konflikter, stille forventninger og krav og så videre.

- Det er en enorm tilfredsstillelse at kunne hjælpe en anden leder med mine egne erfaringer, og så lærer jeg også noget, som jeg kan bruge i mit eget job som leder, siger Anna Dalager og fortsætter:

- Jeg er jo ikke et orakel. Jeg kan sagtens finde på at sige: ”Det ved jeg ikke, men vi kan da prøve at snakke om det.”

Det er Signe Lund Hansen, der spiller ud til mentormøderne, men hvis der bliver lidt tid til overs, vender Anna Dalager gerne egne ledelsesspørgsmål med sin coachuddannede mentee. 

- Jeg er glad for, at det ikke bare er mig, der snakker løs, siger lederen for Frontløberne. 

Anna Dalager er også kun glad for, at rollerne engang imellem er byttet om.

- Jeg er et udpræget handlingsmenneske, og derfor har jeg stor værdi af Signe, der som professionel coach kan stille de rigtige spørgsmål, så problemstillinger og situationer bliver vendt og drejet en ekstra gang. Det er guld værd, at vi begge får noget ud af det, siger Anna Dalager.

Om Signe Lund Hansen
  • 30 år
  • Uddannet Kaospilot
  • Certificeret coach fra kursusvirksomheden Grow2
  • Leder af Frontløberne siden 2006
  • Leder for én medarbejder

Om Anna Dalager
  • 54 år
  • Uddannet biblioteksassistent
  • Diplomuddannelse i ledelse
  • Sektionsleder for Monografi- og Tidsskriftproces, Statsbiblioteket, Århus, siden 1995
  • Leder for omkring 30 medarbejdere


 



Lederne Mandag
Bliv opdateret med nyheder om ledere og ledelse og omtaler af aktuelle arrangementer.

Tilmeld gratis nyhedsbrev
Styr en journalist
Deltag i magasinet Ledernes læserpanel

Tilmeld dig her
Find drømmejobbet
Opret en jobAgent, og lad agenten finde jobbet til dig.

Opret jobAgent
   
Modtag nyhedsbrev 
Nyt fra Ledelseidag.dk 
udkommer 10 gange om året og giver et overblik over de nyeste artikler på Ledelseidag.dk.

Tilmeld nyhedsbrev
Lederne
Vermlandsgade 65
2300 København S