Ansættelsesvilkår A-kassen Kurser og uddannelser Ledelse og Karriere LederNetværk Lokale afdelinger
Print Bookmark and Share

Mindre kontrol og mere tillid til ledige


23.04.2012

Synspunkt i Berlingske Business den 23. april af formand for Lederne, Svend Askær.


I Danmark kan vi godt lide at kontrollere. Som borgere i et moderne industrisamfund stiller vi store krav til, at det hus, vi overvejer at købe, den bøf, vi har på tallerkenen, og det elektrikerarbejde, vi får udført i hjemmet, fuldt ud og til punkt og prikke lever op til vores krav og forventninger. Vi kontrollerer selv. Og vi har en forventning om, at eksempelvis kommuner og stat løbende fører kontrol med, at de ydelser, vi som borgere i Danmark har ret til og krav på, nu også lever op til gældende love og regler.

Det er ikke rart at blive skuffet, og det er endnu værre at blive snydt – derfor er kontrol som udgangspunkt godt. Men nogen gange kammer den danske trang til kontrol over, og et af de områder, hvor det er sket, er i a-kasse-systemet. De ledige er blevet kontrolleret i ét væk med henvisning til en endeløs række af standardiserede regler og paragraffer – blandt andet med det uheldige resultat, at mange ledige er blevet fastholdt i arbejdsløshed frem for at blive hjulpet videre i livet og karrieren.

Heldigvis er det aldrig for sent at blive klogere, og det vil jeg påstå, at vi i Ledernes A-kasse er blevet. Sammen med syv andre a-kasser og Arbejdsmarkedsstyrelsen har vi netop indledt et omfattende forsøg, der skal mindske kontrollen og bureaukratiet for til gengæld at skrue op for fleksibiliteten. Forsøget hedder ”Den gode samtale” og går kort fortalt ud på, at de arbejdsløse får en langt større frihed til selv at vælge, hvad de obligatoriske rådighedssamtaler skal handle om.

Tidligere har der været en tendens til, at de lediges udbytte af samtalerne var begrænset. Mest af alt blev møderne brugt til at kontrollere, hvilke job den ledige havde søgt. Med ”Den gode samtale” tillader vi os at tro, at de ledige er selvstændige, ansvarlige individer med forskellige behov. De 25.000 ledige, der er en del af ”Den gode samtale”, kan selv booke møder og arrangementer på a-kassernes hjemmesider, og de kan selv vælge de emner, som de ønsker at få på dagsordnen til rådighedssamtalerne.

Grundlæggende handler det om, at man ikke kan tage 164.000 ledige i Danmark og tro, at de alle skal have præcis samme behandling og præcis samme informationer. ”Den gode samtale” handler således ikke kun om at skrue ned for kontrollen, men også om at blive bedre til at tænke individuelt, frivilligt og fleksibelt. Og så har tankegangen den vigtige sidegevinst, at der bliver frigjort tid og ressourcer i a-kasserne til de svageste ledige.

Jeg har store forventninger til, at dette forsøg kan blive døråbner til en helt anden og moderne tilgang til de ledige i Danmark. Og når trepartsforhandlingerne bliver skudt i gang i løbet af få uger, vil det være oplagt at tage fat på, hvordan vi kan få udviklet et mere aktivt og fleksibelt dagpengesystem, hvor der kommer fuld fokus på, hvordan tiden som ledig udnyttes bedst muligt. Det handler blandt andet om at sikre, at ledighedsperioden bliver brugt på at udvikle den lediges kompetencer, så der bliver flere jobmuligheder, og så den ledige ikke kun er i spil til job matchende det, hun har mistet.

Det skal ske for den lediges egen skyld – og for at skabe et mere effektivt og konkurrencedygtigt Danmark.

Lederne Mandag
Bliv opdateret med nyheder om ledere og ledelse og omtaler af aktuelle arrangementer.

Tilmeld gratis nyhedsbrev
Lederne
Vermlandsgade 65
2300 København S
Kontakt Lederne