Forplumret debat om stress

Nu trækker stressen igen store overskrifter. Flere af de såkaldte eksperter har i anledning af finanskrisen været ude og råbe vagt i gevær og mindet os om, at stress skal tages dybt alvorligt. Som udgangspunkt er det både godt og nødvendigt, når stress igen sættes på dagsordnen i den offentlige debat og på mange virksomheder. Desværre er grundlaget for stressdebatten efterhånden så forplumret, at det kan være vanskeligt at skelne mellem, hvad der er op og ned.

Vi mangler i Danmark solid forskningsbaseret viden om stress. Mange af vores forestillinger om stress udspringer af selvoplevede cases og en stor del af debatten og indsatsen over for stress er præget af sejlivede myter om både årsager og løsninger. Det gælder naturligvis også hos de ledere, der har en nøglerolle for trivsel og arbejdsmiljø på landets arbejdspladser.

Jeg møder i mit arbejde som arbejdsmiljøchef i Ledernes Hovedorganisation mange ledere, der betragter stress som et individuelt problem. Det gælder egen stress så vel som stress hos deres medarbejdere. En nærliggende forklaring er, at stress er en meget kompleks tilstand, der rammer meget forskelligt. Hertil kommer, at ordet stress bruges om mange forskellige forhold. Stress og forebyggelse af stress er derfor ikke altid let at få hånd om.

Der er i den grad behov for fakta i form af anerkendte definitioner af, hvad stress er, viden om hvorfor stress opstår, og hvordan stress bedst kan forebygges. Først og fremmest af hensyn til de stressramte. Men naturligvis også for de ledere, som har en vigtig opgave i at forebygge de kedelige virkninger af stress. Det er afgørende, at de initiativer, lederne tager, sker på grundlag af videnskabeligt underbygget viden og ikke løsrevne erfaringer.

Et af problemerne er, at der i en lind strøm præsenteres nye undersøgelser med forskellige tal og procenter for omfang, udbredelse og konsekvenser. Især i disse krisetider kan man få det indtryk, at den samlede danske befolkning er i overhængende fare for at bukke under for stress. Sådan forholder det sig heldigvis ikke.

Et andet problem, som skaber stor forvirring, er, at vi roder rundt i stressbegreberne og ikke skelner mellem travlhed og stress. Faktum er, at der er afgørende forskel på at have en travl hverdag og lide alvorligt af stress.

I medier og debat gives der mange forskellige bud på årsagerne til stress. Nogle mener, at skurken er de opgaver og forpligtelser, vi har på arbejde og i fritiden, mens andre peger på, at der i højere grad bør sættes fokus på vores egne forventninger og reaktioner på en opgave.

Jeg mener ikke, det er et spørgsmål om ”enten/eller”, men om ”både og”.

En af de store diskussioner i stressdebatten er, hvem der har ansvaret for at forebygge og håndtere stress. Jeg mener, det er vigtigt, at vi ikke individualiserer stress og blot gør det til et spørgsmål om, at vi selv skal lære at sige fra og slappe mere af. Stress kræver en indsats på alle niveauer – hos den enkelte, på arbejdspladsen og hos politikerne.

Stress handler i bund og grund om et misforhold mellem krav og resurser samt manglende muligheder for kontrol og styring. Som leder har man et medansvar for, at medarbejderne kan udnytte deres kompetencer, og at de er i stand til at leve op til kravene. Krav og kompetencer skal stå i et rimeligt forhold til hinanden.

Der skal ikke altid være balance, og der må gerne komme nye lodder i skålene. Mange af os sætter ligefrem pris på, at der i perioder er situationer, hvor vi skal langt frem i skoene for at kunne følge med. Belastninger og udfordringer i livet er ikke farlige. Men det forudsætter, at sådan en periode ikke varer ved.

Med udgangspunkt i den reelle viden, vi har, er der absolut grobund for at handle og for at tage ansvar i kampen mod stress. Vi må starte med at reflektere over vores egen situation og bede om hjælp, hvis vi ikke kan overskue den. Privat må vi tage omsorg over for venner og familie, og på arbejdet skal vi reagere og vise omsorg, hvis vi kan se, at en kollega viser tegn på stress.

Både under højkonjunktur og i krisetider har lederne har et særligt ansvar for at sikre fornuftige rammer om arbejdet og spotte udviklingen af en mulig alvorlig stresstilstand. Men lederne kan ikke gøre alene. Det er en fælles udfordring.