Ansættelsesvilkår A-kassen Kurser og uddannelser Ledelse og Karriere LederNetværk Min side Lederne sites
Print Bookmark and Share

Fleksibilitet er godt for familielivet


20.03.2005

Det Danske Ledelsesbarometer dokumenterede for flere år siden, at det er en livsstil at være leder, og at ledere kan lide deres job. Det er almindeligt at tage arbejde med hjem, og flertallet af ledere står til rådighed for virksomheden døgnet rundt.

Klumme fra Karrierepanelet i Berlingske Tidende. Af Trine Thorning, chef for Ledernes KompetenceCenter.


Men balancen mellem familie og karriere sammenholdt med den konstante dårlige samvittighed over krav fra både hjemmefront og arbejdsgiver er ofte blevet fremhævet som en begrundelse for, at unge lederaspiranter fravælger en lederkarriere. Det gælder ikke mindst kvinderne.

En undersøgelse om Familie og arbejde fra Ledernes Hovedorganisation (2004) viser imidlertid, at tre ud af fire ledere med en hjemmearbejdsplads er delvist eller helt enige i, at deres arbejde og familieliv hænger bedre sammen end tidligere. Fleksibilitet i arbejdstiden er nøgleordet for den moderne familie, især for unge ledere med børn. Det er rart om aftenen at kunne indhente den tabte halve time, som det tager at trøste sit ulykkelige barn, når der skal siges farvel i vuggestuen om morgenen.

Fordele og ulemper
Det kræver dog selvdisciplin at slippe computerarbejdet derhjemme, så det ikke griber for meget ind i privatlivet. Man skal evne at holde balancen mellem, hvornår tingene er ”nice to do” og ”need to do”. .

Som vist i tabellen nedenfor tegner der sig et broget billede af ledernes holdning til hjemmearbejdspladsen: knap halvdelen siger, at det er sværere at holde ”rigtig” fri samt at arbejdsdagen er blevet længere. Men samtidigt skaber muligheden for at arbejde hjemme en mere koncentreret arbejdsindsats, samt ikke mindst større harmoni og balance mellem arbejde og familieliv.

Rollemodel
Lederne i undersøgelsen er bevidste om deres ansvar som rollemodel i forhold til medarbejderne. 94 procent af de adspurgte mener, at de gennem deres handlinger som leder bør signalere, at der skal være en fornuftig balance mellem familie og arbejdsliv, men samtidig siger to tredjedele, at det i sidste ende er medarbejderne selv der har ansvaret for at finde en fornuftig balance.

Generationsfænomen
Besvarelserne viser ikke den store forskel mellem mænd og kvinder i holdningen til balance mellem familie og arbejdsliv. Der er nærmere tale om et generationsfænomen. Yngre ledere – ikke mindst dem der selv har hjemmeboende børn – synes at være mest åbne over for, at der skal være plads til en tid med ungerne derhjemme, uden at man af den grund træder på karriere-bremsen. Så i kampen om at tiltrække og fastholde de bedste ledere, synes virksomheder med en attraktiv familiepolitik at være fremtidens vindere på arbejdsmarkedet.

Fordele og ulemper ved at have hjemmearbejdsplads

Uenig/ neutral

Delvis enig

Helt enig

Det er lettere at få arbejde og familieliv til at passe sammen

25%

38%

37%

Det er lettere at få tid til at arbejde uforstyrret

20%

34%

46%

Jeg arbejder mere hjemme end tidligere

48%

30%

22%

Det er sværere at holde "rigtig" fri

57%

30%

13%

Min arbejdsdag er blevet længere

61%

28%

11%

Sammenlagt arbejder jeg mere

55%

28%

17%


Kilde: Ledernes Hovedorganisation

Lederne Mandag
Bliv opdateret med nyheder om ledere og ledelse og omtaler af aktuelle arrangementer.

Tilmeld gratis nyhedsbrev
Lederne
Vermlandsgade 65
2300 København S
Kontakt Lederne