Facebook kræver god ledelse
16.05.2010
Indlæg i Berlingske Tidende den 16. maj 2010. Af Vibeke Skytte, rådgivningschef i Ledernes Hovedorganisation.
Siden den Harvard-studerende Mark Zuckerberg for seks år siden oprettede Facebook som et forum for de studerende på universitetet, har det sociale netværk fået et nærmest eksplosiv udbredelse verden rundt. Alene i Danmark har over to millioner en profil på Facebook – og i den senere tid har der været en meget relevant debat om, hvordan fænomenet skal tackles. Blandt andet rejser brugen af Facebook en række ledelsesmæssige problemstillinger. Er det for eksempel ok, at medarbejderne er på Facebook i arbejdstiden? Skal man som virksomhed have regler for, hvad medarbejderne må skrive og mene, når de er på Facebook? Og hvad skal lederen gøre, når medarbejderen gerne vil etablere et ”venskab” på Facebook?
En undersøgelse, Lederne i sidste måned foretog blandt knap 1.800 medlemmer, viser, at lederne i Danmark er delt i to næsten lige store grupper, når det gælder spørgsmålet om Facebook i arbejdstiden. 48 procent siger ja til, at medarbejderne skal have lov til være på Facebook, mens de er på job, mens lidt flere, 52 procent, siger nej. Undersøgelsen viser endvidere, at hver femte virksomhed har formuleret retningslinjer for, hvordan medarbejderne skal gebærde sig på de sociale medier.
Tallene understreger vigtigheden af, at man i ledelsen i de danske virksomheder sætter sig ned og finder ud af, hvad der er god og fornuftig ledelsespraksis på området – hvilket formentlig i sig selv kan være ganske udfordrende. For samtidig med, at man skal tage stilling til retningslinjer eller ej, så bør man som leder måske også kigge på mulighederne i mediet, og ikke mindst relationen mellem ledere og medarbejdere.
Hvis man forholder sig til spørgsmålet omkring retningslinjer for brugen af Facebook i arbejdstiden, mener jeg ikke, at det er løsningen at udarbejde meget restriktive regler eller et decideret forbud. Men det er vigtigt, at man som ledelse melder klart ud, hvilken holdning man har på området, så medarbejdere ved, hvad de har at agere efter. Mange vil nok sige, at man kan klare problematikken omkring retningslinjer med tillid til medarbejderne og sund fornuft, og det kan måske også fungere i nogle virksomheder. Men hvis medarbejderne dybest set ikke ved, hvad de har at forholde sig til, så ender det med frustrerede medarbejdere og unødvendige konflikter.
Overordnet set er der intet, der er rigtigt eller forkert – retningslinjer eller ej, hvilket også afhænger af arbejdspladsens og ledelsens kultur. Men jeg tror, at én af konsekvenserne i kølvandet på meget restriktive regler er, at unge medarbejdere ganske enkelt fravælger den pågældende virksomhed ved næste jobskifte. Det vil være ærgerligt, når vi netop har brug for arbejdskraften, og ikke mindst engagerede og innovative medarbejdere. Som leder betyder det, at man er nødt til at forholde sig til Facebook på jobbet – det vil være dårlig eller manglende ledelse at forholde sig passiv.
En holdning blandt mange ledere er, at det er godt at have politikker på forskellige områder, så man som leder ved, hvordan man skal agere, hvis man kommer i en given situation, og politikker er også med til at behandle medarbejdere nogenlunde ens, hvilket jeg ikke kan være uenig i. Men netop omkring de sociale medier, er det måske en ide, at gribe det an på en anden måde. Facebook handler ikke kun om ”spild af arbejdstid”, det handler faktisk også om det potentiale, der ligger for virksomheden i at medarbejderne bruger mediet aktivt til f.eks. networking, branding af virksomheden eller som medarbejderportal i mindre virksomheder.
I Ledernes undersøgelse svarer de knap 1.800 ledere også, at to ud af tre selv bruger sociale medier som f.eks. Facebook, og næsten syv ud af ti ledere, 68 procent, svarer ifølge undersøgelsen ja, når de modtager venneanmodninger på de sociale medier fra medarbejdere og kolleger.
Og her har vi virkelig et af de dilemmaer, som kan skille vandene. For hvornår er det en god idé at sige ja til en venneanmodning, og hvornår bør man takke nej? Alene denne problematik får formentlig flere ledere til at fravælge Facebook, hvilket jeg godt kan forstå. Et fravalg betyder groft sagt, at man som leder ikke behøver tage stilling til en anmodning, og man kan måske komme til at fremstå som konfliktsky. Men det betyder også, at man går glip af viden, der ikke længere bliver delt i storrumskontoret eller ved kaffemaskinen, men som nu foregår på Facebook.
Personligt mener jeg, at det som udgangspunkt sjældent er en god idé, at ledere og medarbejdere er venner på et socialt netværk. Både som leder og medarbejder bør man i hvert fald tænke sig grundigt om, inden man udsender og accepterer venneanmodninger. Som leder et det klogest at have et professionelt forhold til medarbejderne frem for at mikse forholdet med privatsfæren. Kommer der eksempelvis en tvist, vil det ofte for begge parter være bedst, hvis tvisten ikke bliver påvirket af private relationer. Som leder må man derfor kritisk vurdere, om man vil anvende sociale medier i sit professionelle virke.
At syv ud af ti ledere alligevel har tilkendegivet, at de takker ja til venneanmodninger, kan måske bunde i en holdning om, at har man sagt a, må man også sige b. Mange ledere tænker givetvis, at hvis de har en profil på et socialt medie, bør de også acceptere venneanmodninger fra medarbejdere og alene trække grænsen ved den private relation uden for arbejdspladsen. Der er helt klart nogle moderne personaleledere, der mener, at tankegangen om at trække skarpe grænser hører fortiden til. Måske er flere af disse ledere tilmed yngre personer, som er vokset op med de sociale medier, og som ser det som ganske naturligt at takke ja til venneanmodninger fra medarbejdere.
Om man vælger til eller fra, er dog efter min mening ikke det afgørende. Det vigtigste er, at man som leder bruger sin gode mavefornemmelse og det mindset, som virksomheden i øvrigt agerer efter, og i den forbindelse skaber en god ledelsespraksis, der passer til den kultur og de værdier, den enkelte virksomhed har.