Ansættelsesvilkår A-kassen Kurser og uddannelser Ledelse og Karriere LederNetværk Min side Lederne sites
Print Bookmark and Share

Afskaf mellemskatten og hæv grænsen for topskat


03.02.2009

Kronik i Erhvervsbladet den 3. februar 2009. Af arbejdsmarkedschef Niels Aagaard, Ledernes Hovedorganisation


Skattekommissionen er kommet med deres anbefalinger til regeringen om en skattereform. Skattekommissionen foreslår blandt andet, at marginalskatten nedsættes til 54,7 procent. Det sker blandet andet ved at mellemskatten fjernes og at topskatten nedsættes med 1,5 procentpoint. Samtidig forøges grænsen for hvornår der skal betales topskat med 36.000 kr.

Det er der god fornuft i. Men grænsen for, hvornår man skal betale topskat, skal højere op, end kommissionen foreslår.

Det er Ledernes håb, at Folketinget denne gang har mod til at lave en reel reform. En reform, der sænker skatten på den sidst tjente krone og gerne samtidig forenkler hele det danske skattesystem.

Som Skattekommissionen peger på kan en nedsættelse af marginalskatten ske meget simpelt ved at afskaffe mellemskatten. En afskaffelse af mellemskatten vil i sig selv sænke marginalskatten med 6 procentpoint. En afskaffelse af mellemskatten kunne evt. ske allerede fra 1. juli 2009 for at stimulere økonomien.

Det danske skattesystem er bygget op omkring en relativ stor vægt på personbeskatning, hvor der tilmed er en betydelig progression indbygget. Det betyder, at der er en høj beskatning af arbejdsindkomst i almindelighed og af de sidst tjente kroner i særdeleshed.

Mange især højtlønnede har gennem årene selv sørget for at regulere skatten gennem diverse tiltag. Tilsvarende har vi set en kraftig vækst i skattefrie ansættelsesgoder. Der bruges fantastisk mange ressourcer i dette land på at tænke i skat.

Årsagen hertil er naturligvis, at grænsen for, hvad det er rimeligt at betale i skat, for længst er overskredet. 63 pct. af den sidste tjente krone. Det kan ikke undre, at det giver anledning til skattetænkning. Også fordi vi har et næsten uigennemskueligt skattesystem, som åbner op for at de kvikkeste kan boltre sig, mens den almindelige dansker efterhånden har svært ved at finde hoved og hale på sin egen slutopgørelse.

Danmark står overfor betydelige økonomiske og demografiske udfordringer i de kommende årtier, hvor der de næste mange år vil ske en forskydning i befolknings-sammensætningen med mange flere ældre og færre i den erhvervsaktive alder til at betale for velfærdssamfundet.

Det er derfor af afgørende betydning at styrke incitamenterne til arbejde og uddanne sig, således at Danmark har en stor arbejdsstyrke med et højt kvalifikationssniveau. Skattesystemet skal understøtte, at det er økonomisk attraktivt at uddanne sig gennem hele livet, at det kan betale sig at gå fra ledighed til arbejde og det skal kunne betale sig at tage et bijob eller påtage sig overarbejde frem for at holde fri.

Lederne
Vermlandsgade 65
2300 København S
Kontakt Lederne