Ansættelsesvilkår A-kassen Kurser og uddannelser Ledelse og Karriere LederNetværk Min side Lederne sites
Print Bookmark and Share

Markant overvægt vejer tungt ved jobsamtalen


09.11.2011

Alt for mange kilo over bæltestedet kan være en hindring for at få et job. Ifølge en ny undersøgelse fra Lederne slår hver sjette leder, 16 procent, fast, at de ikke vil ansætte markant overvægtige personer, mens 33 procent angiver, at de i nogen grad vil undgå at tilbyde et job til en markant overvægtig.


Arbejdsmiljøchef hos Lederne Lars Andersen understreger, at det som udgangspunkt ikke bør være hverken vægt, højde eller hårfarve, som afgør udfaldet af en rekruttering.

- Det vigtigste parameter skal til enhver tid være ansøgerens kvalifikationer, og det er vigtigt, at lederne i ansættelsesproceduren ikke lader sig forblænde af tidens skønhedsidealer og fordomme. Men der er job, som svært overvægtige ikke kan eller må udføre. I de situationer er det logisk, at overvægten bliver en væsentlig del af den samlede kompetencevurdering, siger Lars Andersen.

Antallet af overvægtige i Danmark er stigende. Ifølge Sundhedsstyrelsen er 47 procent af den voksne befolkning i dag overvægtig, 13 procent er svært overvægtig. De overvægtige har selv et ansvar, men det stiller samtidig krav til lederne.

- Når medarbejderne først er ansat, har lederne generelt stor fokus på sundhed, og det er meget symptomatisk, at et stort flertal af lederne afviser, at sundhed er en privat sag, som de ikke skal blande sig i. Lederne både kan og vil blande sig. De ser sig selv som rollemodeller, når det gælder en sund livsstil, og de taler gerne med medarbejdere om sundhed, siger Lars Andersen.

Ifølge den nye undersøgelse fra Lederne har kun én procent af lederne afskediget en medarbejder på grund af ovevægt, mens syv procent én eller flere gange har bedt en medarbejder om at tabe sig.

Undersøgelsen er baseret på svar fra 1.637 ledere – flest i den private sektor. Den offentliggøres senere på måneden.

Lederne Mandag
Bliv opdateret med nyheder om ledere og ledelse og omtaler af aktuelle arrangementer.

Tilmeld gratis nyhedsbrev
Lederne
Vermlandsgade 65
2300 København S
Kontakt Lederne