Det fremgår af en ny undersøgelse fra Ledernes Hovedorganisation.
For ét år siden forventede næsten otte ud af 10 adspurgte, 78 procent, at de kunne se frem til stigende omsætning i 2. halvår af 2007. Når lederne nu vurderer udsigterne for det næste halve år, tror 62 procent, at omsætningen i virksomheden vil gå opad.
Lidt over halvdelen af lederne, 53 procent, forventer et stigende overskud de næste seks måneder, og også det tal var for et år siden væsentligt højere, nemlig 69 procent.
Afdelingschef Kim Møller Laursen fra Ledernes Hovedorganisation er ikke overrasket over, at lederne på de danske virksomheder nu ser mindre positivt på konjunkturerne, end de gjorde på samme tidspunkt i 2007.
- Jeg betragter vurderingen fra lederne som meget realistisk og nøgtern. Den beherskede optimisme går fint i tråd med de udmeldinger, en lang række økonomiske eksperter er kommet med om, at væksten vil falde i 2. halvår af 2008 blandt andet på grund af de internationale konjunkturer, den finansielle uro og de stigende energipriser, siger Kim Møller Laursen.
Når det gælder beskæftigelsessituationen går tendensen med den faldende optimisme igen: Hver sjette, 18 procent, vurderer, at der skal ansættes flere ledere, og hver tredje, 33 procent, at der skal ansættes flere funktionærer. På tærsklen til 2. halvår af 2007 var de tilsvarende tal henholdsvis 21 procent og 42 procent.
27 procent af de adspurgte tror, at der skal ansættes flere faglærte i løbet af det næste halve år, og her var tallet for ét år siden seks procentpoint højere, 33 procent. Og når det gælder ufaglærte, er der sket et tilsvarende dyk i optimismen: 23 procent nu mod 30 procent i 2007.
Kim Møller Laursen hæfter sig ved, at det kan blive vanskeligt at føre intentionerne ud i livet om at ansætte flere ledere og medarbejdere.
- Ledighedsprocenten er historisk lav – for Ledernes Hovedorganisations medlemmer er ledigheden helt nede på 0,6 procent – og manglen på kvalificeret arbejdskraft er katastrofal. Derfor er det tvingende nødvendigt, at der fra politisk side vedbliver med at være fokus på, hvordan vi i Danmark kan løse problemerne med at skaffe arbejdskraft – blandt andet ved at sætte skatten på arbejde ned, mener Kim Møller Laursen.
Den nye undersøgelse er baseret på interviews med 1210 ledere.
Yderligere oplysninger:
Kim Møller Laursen
Afdelingschef
Ledernes Hovedorganisation
Tlf 3283 3382
E-mail
kml@lederne.dkMichael Monty
Presseansvarlig
Ledernes Hovedorganisation
Tlf 2428 2470
E-mail
mmo@lederne.dk