Brug for reformer på det danske arbejdsmarked
26.08.2008
- Tiden er ikke til opbremsning, men derimod til et tryk på speederen, hvis vi skal sikre fortsat vækst i Danmark. Genindførelsen af SP-ordningen er derfor et forkert signal at sende. Vi skal gøre lagkagen større og ikke mindre, og der er ikke brug for ordninger, der forsøger at begrænse forbruget og købekraften.
Det fastslår formanden for Ledernes Hovedorganisation Svend Askær i en kommentar til det forslag til ny finanslov, som finansminister Lars Løkke Rasmussen i dag har fremlagt.
Regeringens finanslovsforslag lægger op til at genindføre den suspenderede SP-ordning (Særlig Pensionsopsparing), der i sin tid blev skabt for at lægge en dæmper på forbruget.
- I den nuværende situation er det ikke symptomerne, der skal fokuseres på, men årsagerne. En af dem er manglen på arbejdskraft, som blandt andre flere af de 89.000 medlemmer af Ledernes Hovedorganisation i øjeblikket oplever, når ledige stillinger skal besættes. Løsningen på det problem er reelle reformer på arbejdsmarkedet, som øger arbejdsudbuddet, siger Svend Askær.
Ledernes formand mener, at der er en historisk chance for at gennemføre de nødvendige reformerer på arbejdsmarkedet, og han peger blandt andet på en reform af dagpengesystemet, som efter hans mening slet ikke matcher nutidens og fremtidens arbejdsmarked. Netop en reform af dagpengesystemet vil være et af de områder, Ledernes Hovedorganisation vil foreslå regeringen at tage fat på, når drøftelserne om en arbejdsmarkedsreform indledes senere i denne uge.
- For store grupper på arbejdsmarkedet er den ydelse, som de får, hvis de bliver ledige, langt fra en økonomisk sikring. Derfor fravælger mange en arbejdsløshedsforsikring. Samtidig giver det ikke mening med en fire-årig dagpengeperiode i den nuværende situation, siger Svend Askær. Han anbefaler en kortere dagpengeperiode, som kombineres med muligheden for en højere og mere individuel dækning.
_______________________________________________
Yderligere oplysninger:
Svend Askær
Formand
Ledernes Hovedorganisation
Tlf 3283 3283
E-mail sa@lederne.dk
Michael Monty
Presseansvarlig
Ledernes Hovedorganisation
Tlf 2428 2470
E-mail mmo@lederne.dk