Ansættelsesvilkår A-kassen Kurser og uddannelser Ledelse og Karriere LederNetværk Min side Lederne sites
Print Bookmark and Share

Stor optimisme blandt lederne i Danmark


30.05.2007

Større omsætning, større overskud og flere ansatte. Sådan lyder de meget optimistiske forventninger fra lederne i Danmark i en vurdering af udsigterne for det næste halve år for de virksomheder, hvor de selv er ansat.


Det fremgår af en ny undersøgelse fra Ledernes Hovedorganisation, hvor de adspurgte ledere giver en række bud på konjunkturerne for andet halvår af 2007.

Når det gælder forventningerne til omsætningen på egne virksomheder er der decideret tale om en boblende optimisme. Fire ud af fem tror på stigende omsætning, og det gør sig gældende inden for samtlige brancher. Og en næsten lige så stor del af de medvirkende i undersøgelsen tror, at den øgede omsætning vil medføre et stigende overskud i virksomhederne.

- I en tid, hvor der kommer mange forskellige politiske og økonomiske signaler om den økonomiske udvikling, er det et utvetydigt og meget klart optimistisk budskab fra lederne. Og det er værd at lytte til, idet det kommer fra personer, der har fingeren på pulsen, siger formanden for Ledernes Hovedorganisation, Svend Askær, som spændt i morgen vil følge, om ledernes optimisme deles i den nye rapport fra Det økonomiske råds formandskab.

Den blandt lederne forventede øgede økonomiske vækst vil medføre et behov for at rekruttere flere ansatte. Således vurderer eksempelvis fire ud af 10 ledere, at der skal ansættes flere funktionærer i andet halvår af 2007.

- Det klare signal fra lederne om, at de har behov for flere ansatte, harmonerer desværre dårligt med det reelle grundlag, som der p.t. er at rekruttere fra. Derfor er det nødvendigt at kigge på løsninger som blandt andet lavere skat på arbejdskraft, øget rekruttering fra udlandet, større fokus på ansættelse af nydanskere samt fastholdelse af seniorer på arbejdsmarkedet, siger Svend Askær.

Undersøgelsen er foretaget ved hjælp af spørgeskemaer. 2477 ledere på tværs af brancher, sektorer og ledelsesniveau har svaret.


Yderligere oplysninger:

Svend Askær
Formand
Ledernes Hovedorganisation
Tlf 3283 3283
E-mail sa@lederne.dk

Michael Monty
Pressekonsulent
Ledernes Hovedorganisation
Tlf 3283 3483
E-mail mmo@lederne.dk


Lederne Mandag
Bliv opdateret med nyheder om ledere og ledelse og omtaler af aktuelle arrangementer.

Tilmeld gratis nyhedsbrev
Lederne
Vermlandsgade 65
2300 København S
Kontakt Lederne