Overrækkelsen fandt sted for øjnene af omkring 900 deltagere på ledelseskonferencen Ledelsens Dag i Bella Centret ved København.
I sin tale til Årets Leder hæftede formanden for Ledernes Hovedorganisation Svend Askær sig blandt andet ved den lange periode, Nils Smedegaard Andersen var hos Carlsberg.
- Dermed har du gjort noget, som ikke er særlig typisk i dag - du har været mange år i samme virksomhed. Måske kan du skabe en ny trend, for jeg har jo set, at du har udtalt, du også har tænkt dig at blive længe i dit nye job, sagde Svend Askær.
Ledernes formand understregede, at Nils Smedegaard Andersens evner som leder blandt andet kan ses på bundlinjen.
- Da du forlod Carlsberg, afleverede du en virksomhed, der var betydeligt bedre, end den virksomhed du overtog. Og det er for mig at se kernen i ledelse: At skabe værdi, sagde Svend Askær, der tilføjede, at han er sikker på, A. P. Møller-Mærsk har truffet "en rigtig beslutning".
I sin takketale fastslog Nils Smedegaard Andersen, at han skylder en stor tak til sine nu forhenværende medarbejdere på Carlsberg.
- Når jeg fik så meget støtte på Carlsberg, så tror jeg, at det skyldtes, at folk kunne mærke, at jeg brændte for målet om at få vendt Carlsberg. Målet er vigtigere end én selv, og som leder er det utrolig vigtigt, at man kan sætte sin egen person i baggrunden, sagde Nils Smedegaard Andersen.
Han slog til lyd for, at man som en god leder skal have viljen til at blive bedre hver dag - både som menneske, leder og forretningsmand.
Det er sjette gang, Ledernes Hovedorganisation står for kåringen af Årets Leder. Med prisen følger et farvestrålende kunstværk lavet af Ida Kvetny, der i september blev kåret som Årets Unge Kunstner.
Nils Smedegaard Andersen er valgt ved en afstemning blandt danske ledere. Årets fire øvrige kandidater var Allan Søgaard Larsen, koncernchef for Falck, Karsten Ohrt, direktør for Statens Museum for Kunst, Jens Christian Birch, formand for Kommunaldirektørforeningen i Danmark, og Birthe Madsen, administrerende direktør for Star Tour.
Nils Smedegaard Andersen kommer som modtager af ledelsesprisen i selskab med daværende nationalbankdirektør Bodil Nyboe Andersen (2002), direktør Alfred Josefsen fra Irma (2003), Danfoss-bossen Jørgen Mads Clausen (2004), daværende koncernchef i TDC Henning Dyremose (2005) og Legos administrerende direktør Jørgen Vig Knudstorp (2006).
Fakta om Nils Smedegaard Andersen
Født: 1958. Cand. oecon fra Aarhus Universitet 1982. Siden 5. november i år skibsreder og administrerende direktør i A. P. Møller-Mærsk. Indledte sin erhvervskarriere som controller hos Danisco. Fra 1983 til 2007 hos Carlsberg – 2001-2007 som koncernchef. |
Nedenstående fotos i kvaliteten 150 DPI kan frit downloades og benyttes af pressen ved kreditering af Henrik Frydkjær (billede 1) eller Thomas Tolstrup (billede 2,3 og 4):
Download billede 1
Download billede 2
Download billede 3
Download billede 4
Yderligere oplysninger:
Svend Askær
Formand
Ledernes Hovedorganisation
Tlf 3283 3283
E-mail sa@lederne.dk
Michael Monty
Pressekonsulent
Ledernes Hovedorganisation
Tlf 3283 3483
E-mail mmo@lederne.dk