Ansættelsesvilkår A-kassen Kurser og uddannelser Ledelse og Karriere LederNetværk Min side Lederne sites
Print Bookmark and Share

Udsigt til bredt samarbejde i Folketinget


22.11.2007

- Jeg glæder mig over, at der er flere punkter i det nye regeringsgrundlag, som inviterer til et bredt samarbejde i Folketinget. Det virker som om, at VK-regeringen til den nye valgperiode vil satse bredt frem for snævert blandt andet på skatteområdet, og den holdning hilser jeg meget velkommen.


Det siger formanden for Ledernes Hovedorganisation Svend Askær i en kommentar til det regeringsgrundlag med titlen ”Mulighedernes samfund”, som statsminister Anders Fogh Rasmussen og den konservative leder Bendt Bendtsen præsenterede i eftermiddag i statsministeriet.

Et af de væsentlige punkter på regeringens dagsorden er en skattekommission, som skal undersøge mulige ændringer af det danske skattesystem. I regeringsgrundlaget er det gjort meget klart, at oplægget til kommissionen vil være ønsket om en markant sænkning af skatten på arbejdsindkomst. Ledernes formand vil med interesse vente på, hvad kommissionen når frem til.

- Den helt store udfordring for det danske samfund i disse år er manglen på arbejdskraft, og i den forbindelse er det meget vigtigt at kigge på vores skattesystem. En lavere marginalbeskatning på arbejde vil betyde, at det bliver attraktivt at gøre en ekstra arbejdsindsats. Og det vil blive lettere at fastholde de bedste ledere og specialister på det danske arbejdsmarked samt tiltrække kvalificeret udenlandsk arbejdskraft, siger Svend Askær.

Han glæder sig over, at kvalitetsreformen, som regeringen fremlagde tidligere på efteråret, indgår i det nye regeringsgrundlag.

- Et af de væsentligste punkter i kvalitetsreformen – og nu også i regeringsgrundlaget – er en ledelsesreform, som blandt andet skal give de offentlige ledere et klart defineret ledelsesansvar, mere ledelsesrum og ret til en anerkendt lederuddannelse. Under valgkampen var alle partier enige om, at den offentlige sektor har behov for et løft – og hvis borgerne skal have den gode service, som de har krav på, og hvis de offentlige arbejdspladser skal fungere bedre, er det vitalt, at ledelsen er kompetent, veluddannet og har råderum, siger Svend Askær.


Lederne Mandag
Bliv opdateret med nyheder om ledere og ledelse og omtaler af aktuelle arrangementer.

Tilmeld gratis nyhedsbrev
Lederne
Vermlandsgade 65
2300 København S
Kontakt Lederne