Ansættelsesvilkår A-kassen Kurser og uddannelser Ledelse og Karriere LederNetværk Min side Lederne sites
Print Bookmark and Share

Modne medarbejdere skal til SUS-samtale


17.08.2006

Danske virksomheder bør stærkt overveje at indføre SUS-samtaler – individuelle udviklingssamtaler for seniorer – i bestræbelserne på at udvide arbejdsstyrken. Det vil være med til at holde på de modne medarbejdere nogle ekstra år på jobbet.


Det mener Ledernes Hovedorganisation, der er med i beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksens initiativ om at indstifte Seniorpraksis Prisen, som vil blive tildelt tre virksomheder, der gør noget særligt for at fastholde ældre i arbejde. Prisen blev indstiftet torsdag. Ledernes Hovedorganisation skal være med til at udpege virksomhederne.

- Det er en klar ledelsesopgave at arbejde aktivt med seniorpolitik, herunder udviklingssamtaler. Det gælder ikke mindst i en situation, hvor virksomhederne råber på arbejdskraft, og hvor det er vigtigt at fastholde den arbejdskraft, man har. Seniorpolitik skal fokusere på udvikling og ikke på afvikling, og individet skal være i fokus frem for alderen, siger Svend Askær, formand for Ledernes Hovedorganisation.

 
Ledernes Hovedorganisation slår til lyd for, at man indfører et nyt begreb på arbejdsmarkedet, nemlig SUS-samtaler (senior-udviklings-samtaler). SUS signalerer et ønske om udvikling og ikke afvikling for medarbejdere oppe i årene.

SUS-samtalen kan handle om kompetenceudvikling mange år frem, men også individuelle ønsker om, at man engang vil på nedsat tid eller træde ned fra chefjobbet og måske få en konsulent- eller mentorrolle på arbejdspladsen til glæde for de yngre medarbejdere.
 
- Man bør gribe fat i folk senest, når de bliver 55 år og sammen med dem tale sig frem til, hvordan virksomheden og den enkelte kan få mest mulig glæde af hinanden langt op i 60 års-alderen, siger Svend Askær.

Kontakt

Peter Mose, pressechef
Ledernes Hovedorganisation
Telefon 3283 3591
Mobil 2428 2498
E-mail pmo@lederne.dk

Lederne Mandag
Bliv opdateret med nyheder om ledere og ledelse og omtaler af aktuelle arrangementer.

Tilmeld gratis nyhedsbrev
Lederne
Vermlandsgade 65
2300 København S
Kontakt Lederne