Ansættelsesvilkår A-kassen Kurser og uddannelser Ledelse og Karriere LederNetværk Min side Lederne sites
Print Bookmark and Share

Fire ud af ti topchefter personlighedstestes


15.08.2006

Der er gang i de psykologiske test, når erhvervslivet ansætter nye topchefer. Fire ud af ti virksomheder herhjemme tjekker altid kandidatens personlighed, inden der gives håndslag på et nyt direktørjob. Selve jobsamtalen er ikke nok til, at de tør og vil tage beslutningen.


Det viser en ny spørgeundersøgelse fra Ledernes Hovedorganisation. Den er baseret på svar fra 194 topledere med ansvar for 100.000 arbejdspladser herhjemme.
 
Konsulent Signe Tønnesen fra Ledernes Hovedorganisation siger, at det udtrykker en professionel tilgang til rekruttering, at så mange topchefer testes, inden jobbet er deres:


- En eller to samtaler kan ikke altid stå alene. Dér er en test et godt supplement. Med den ledermangel, Danmark er på vej imod, er det ekstra vigtigt at få ansat den helt rigtige til jobbet i første hug, siger hun.


41 procent svarer, at de ”altid” bruger metoder, der evaluerer ansøgerens personlighed. 19 procent gør det ”ofte”. Kun 22 procent – altså hver femte virksomhed – tyr aldrig til den slags test for at finde den bedst egnede til jobbet.


- En test af de kandidater, der er med i finalen om et topjob, har flere fordele. Det kan for eksempel i den proces gå op for arbejdsgiveren, at ingen i feltet er i stand til at matche jobbet, når det kommer til stykket. Og at virksomheden derfor må ud og finde bedre egnede kandidater i en ny runde for at undgå fejlansættelser, siger Signe Tønnesen.


Personlighedstest er den meste udbredte metode. Men hver tredje virksomhed har det også som fast ansættelsesprocedure at tjekke jobkandidatens intelligens. Endelig sørger 15 procent altid for at evaluere, hvordan ansøgeren reagerer i forbindelse med forskellige simulationsøvelser.
 
- En simulationsøvelse kan være ganske god. Det duer for eksempel ikke at ansætte en, der let bliver stresset, i et topjob med fart på og med mange store beslutninger, siger Signe Tønnesen.

Det er ikke kun kommende topchefer, der testes grundigt. Ledere længere nede i rækkerne bliver det også.

Hvilke elementer indgår ved ansættelse af ledere på øverste niveau i din virksomhed?

Indgår altid Indgår ofte Indgår af og til Indgår aldrig Total
Vurdering af eksamenspapirer 31%  27% 28% 13% 100%
En eller flere jobsamtaler  88% 10% 2% 0% 100%
Test der evaluerer ansøgerens færdigheder/intelligens 33% 21% 24% 22% 100%
Test der evaluerer ansøgerens personlighed  41% 19% 18% 22% 100%
Test der evaluerer, hvordan ansøgeren reagerer i forskellige simulationsøvelser  15% 13% 27% 45% 100%
Der indhentes referencer fra tidligere arbejdspladser  48% 28% 22% 2% 100%
Der indhentes referencer andre steder  23% 32% 38% 7% 100%

Kilde: Toplederpanelet, Ledernes Hovedorganisation

Om undersøgelsen:
Ledernes Hovedorganisation har oprettet et Toplederpanel, der består af 416 privat ansatte direktører i såvel store som små virksomheder. Der er indkommet 194 svar, hvilket giver en svarprocent på 47. De virksomheder, der har svaret, repræsenterer knap 100.000 danske arbejdspladser.

Gode råd om psykologiske test


• Psykologiske test giver selvindsigt
Lad testen være en mulighed for større selvindsigt i stedet for en trussel. En korrekt anvendt psykologisk test giver dig en oplagt mulighed for at få viden om dine stærke og svage sider.


• Vær ærlig
Nogle test vil kunne afsløre, om du prøver at snyde eller forsøger at give et idealbillede af dig selv. Når du skal besvare et spørgeskema af denne art, anbefales det at lade det umiddelbare svar - den første indskydelse - være dit svar. Længere fremme i testen indeholder de psykologiske testprogrammer normalt kontrolspørgsmål, som du ikke kan overskue. Du har ingen interesse i at blive placeret i et job, som du ikke matcher.
 
• Stil spørgsmål
Gå i dialog omkring dit testresultat. Det er en god idé at have relevante spørgsmål parat om dig selv og dine resultater. På den måde får du en bedre feedback på din testbesvarelse.


• Prøv dig selv af
På internettets mange psykologiske test har du mulighed for at prøve dig selv af. Vær dog opmærksom på, at ikke alle test er af lødig karakter. Disse tests kan kun grovsortere brugerne. De mangler en meget væsentlig ting, nemlig tolkningen og den efterfølgende dialog med en person, som kender sit testværktøj indgående.


Kilde: Ledernes Hovedorganisation

Kontakt

Peter Mose, pressechef
Ledernes Hovedorganisation
Telefon 3283 3591
Mobil 2428 2498
E-mail pmo@lederne.dk

Signe Tønnesen, konsulent
Ledernes Hovedorganisation
Telefon: 24 28 24 76
E-mail: smt@lederne.dk


Lederne Mandag
Bliv opdateret med nyheder om ledere og ledelse og omtaler af aktuelle arrangementer.

Tilmeld gratis nyhedsbrev
Lederne
Vermlandsgade 65
2300 København S
Kontakt Lederne