Det forudser 964 folkeskoleledere i en ny, repræsentativ spørgeundersøgelse, der er lavet i et samarbejde mellem Danmarks Skolelederforening og Ledernes Hovedorganisation.
Næsten én ud af ti skoleledere tror, at deres skole lukkes inden for fem år, og en tredjedel venter, at deres skole er nedlagt eller sammenlagt med en anden skole i samme tidsrum. Det er især de små folkeskoler, der er i risikozonen, viser undersøgelsen.
- Det er mange, når 33 procent forventer, at deres skoler nedlægges eller lægges sammen med større skoler. Og selv om vi anerkender behovet for at udvikle og rationalisere skolevæsenet, må vi også pege på, at det i hver enkelt sag er en proces, der kræver respekt for elever, forældre, ansatte og ledere, siger Erik Lorenzen, formand for Danmarks Skolelederforening.
Han mener, at der er brug for at advare de nye storkommuner mod hurtigt og ukritisk at kaste sig ud i rationaliseringer, der ikke tager højde for lokale, kulturelle og andre særlige forhold.
Uddannelseschef Mette Bjørn fra Ledernes Hovedorganisation siger:
- Store skoler er ikke per automatik bedre end de små. Ledelsen skal styrkes, hvis fordelene skal udnyttes. Der er større faglige muligheder i en lærerstab på 50 end i en på 10. Men intet kommer af sig selv. En styrket ledelse er ganske enkelt en forudsætning, hvis eleverne skal få bedre undervisning, og det må de kommende byråd holde sig nøje for øje, inden de beslutter sig for at nedlægge skoler.
En række af de nedlagte folkeskoler vil genopstå som privatskoler – med kommunalt tilskud. Det forudser mange af folkeskolelederne i undersøgelsen fra de to lederorganisationer.
På Bornholm, hvor kommuner og amt er lagt sammen til en enhed, er der i dag 13 folkeskoler tilbage. Før sammenlægningen var der 16. Men to af de nedlagte folkeskoler er genopstået som friskoler.
Danmarks Skolelederforening holder årsmøde den 29.-30. september i Herning.
Skoleledernes vurdering af deres egen skoles fremtid
|
Tror du, at din skole er nedlagt om fem år? |
Tror du, at din skole er nedlagt eller lagt sammen med en eller flere andre skoler om fem år? |
| Ja |
2% |
17% |
| Måske |
7% |
16% |
| Nej |
91% |
67% |
| Total |
100% |
100% |
Kilde: Danmarks Skolelederforening og Ledernes Hovedorganisation
Skoleledernes vurdering af konsekvenserne af skolelukninger
|
Hvis man nedlægger de små skoler i lokalsamfundene, vil mange af dem genopstå som privatskoler |
| Helt enig |
25% |
| Delvis enig |
52% |
| Hverken eller |
14% |
| Delvis uenig |
8% |
| Helt uenig |
1% |
| I alt |
100% |
Kilde: Danmarks Skolelederforening og Ledernes Hovedorganisation