Ansættelsesvilkår A-kassen Kurser og uddannelser Ledelse og Karriere LederNetværk Lokale afdelinger
Print Bookmark and Share

Topchefernes vigtigste karrieretræk

Hvis du vil udvikle din karriere og din måde at være leder på, er det vigtigt, at du er bevidst om dine ambitioner for at kunne arbejde målrettet med dem. Læs her, hvad administrerende direktører Cristina Lage og Mette Laursen ser som deres vigtigste træk for at opfylde deres karriereredrømme.


Af Tanja Aas, redaktion@lederne.dk   


Cristina Lage, administrerende direktør, Nordea Invest:

Det vigtigste for min karriere har været at huske at lette på hatten, når jeg har mødt heldet. Forstået på den måde, at jeg har haft blik for mulighederne, når jeg har stødt på dem, og ikke veget uden om det, som så farligt ud, hvis jeg synes, det var interessant og fornemmede, at det var det rigtige for mig. Det kan ikke nytte noget at køre for sikkert spil, hvis man er ambitiøs. Da jeg blev direktør i Nordea Invest, havde virksomheden mistet store markedsandele, og der skulle genskabes tillid og kulturel samhørighed. Det var en svær udfordring, men også en stor mulighed, der kom på et tidspunkt, som passede perfekt i forhold til min timing.

Jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg skulle være ambitiøs i forhold til min karriere, men jeg har gjort et stort nummer ud af aldrig at foretage et karrieretræk bare for at tage et karrieretræk. Jeg har aldrig tænkt: "Hvad vil det næste kloge træk være?", men har fokuseret på at levere resultater i overensstemmelse med forretningen. Livet er her og nu, og ting ser ikke nødvendigvis ud på samme måde om fem år. Der sker strukturforandringer i verden omkring dig, og du ændrer dig jo også selv.

Ikke mindst står jeg ved mine resultater både over for mig selv og andre. Man gør rigtig dumt i at sætte sit lys under en skæppe. Man skal udfordre janteloven – uden at blive en pralhals. Jeg har ikke bare fortalt uopfordret, at nu har jeg skabt så og så stort et overskud, men jeg har svaret, når jeg er blevet spurgt. Og så har jeg selvfølgelig sørget for, at der er belæg for det.



Mette Laursen, stifter og administrerende direktør, LinKS:
Mine vigtigste karrieretræk har været at være ambitiøs og at indgå alliancer! Hvis idéen føles rigtig, slår jeg til og lader mig ikke skræmme af, at noget umiddelbart ikke kan lade sig gøre eller er en kompleks opgave. Da jeg startede min virksomhed, havde jeg et ønske om at skabe et nyt grundlag for ledelse, men ikke en forretningsmæssig indsigt i, hvorvidt der fandtes et regulært forretningsgrundlag. Det var ud fra en antagelse om, at der var et behov for uddannelse af topledere i forhold til vidensamfundets krav, men hverken sol, måne eller stjerne viste dengang tegn på, at jeg, der var nationaløkonom, skulle få succes med en virksomhed, der beskæftigede sig med topledelse.

Jeg har altid indgået alliancer på tværs med mennesker, som jeg stoler på, og som omvendt tror på mig. Det har været vigtigt for at løse de komplekse opgaver, vi i dag arbejder med i LinKS – eksempelvis fra energipolitik i Norge til nyt forretningsgrundlag for Lamborghini. Alliancer har spillet en rolle hele vejen op gennem min karriere, hvor jeg har arbejdet bevidst for de dagsordner, jeg tror på. Eksempelvis er jeg i min tid hos Finansministeriet opdraget af daværende departementschef Anders Eldrup til altid at levere mit bedste og afprøve nye løsninger. Det var en vigtig udvikling for mig, og viser en chef, der besidder en enestående evne til at fremelske talent.

Alliancer i familien har også været vigtig for, at jeg kunne lykkedes med karrieren. Hos os består den af vores udvidede storfamilie, hvor især bedsteforældrene er uundværlige. Ikke mindst i forhold til mine børn, som ellers har været med mig på arbejde fra starten. De lærer at navigere i en omskiftelig hverdag og læse billedet samt mennesker fra verden, som de måske ikke engang kan tale med. Samtale og forståelse kan opnås på mange planer. Det lyder alt sammen spændende, men fungerer ikke, hvis den grundlæggende tryghed ikke er til stede.

Endnu et vigtigt karrieretræk har været at erkende, at man ikke kan være venner med alle. Man kommer ikke op i de øverste lag i de store globale organisationer, hvor jeg har arbejdet, med mindre man lægger mange timer, kæmper for det og ikke tager det personligt, når kampene kører – heller ikke magtkampene. Men i sidste sætning handler det om at være sig selv. Hver gang!

Mangler du hjælp til CV'et eller ansøgningen?
I vores lynguide til CV og ansøgning får du inspiration til, hvordan du målretter din jobsøgning bedst mulig.

Hent guiden her (pdf)
 
Lederne
Vermlandsgade 65
2300 København S
Kontakt Lederne