Ansættelsesvilkår A-kassen Kurser og uddannelser Ledelse og Karriere LederNetværk Lokale afdelinger
Print Bookmark and Share

Tillid og støtte frem for kontrol i A-kassen


01.03.2012

Dagpengesystemet skal kunne tilgodese de enkelte lediges forskellige behov, og medlemmerne skal have mulighed for at tage større ejerskab over deres egen ledighedsperiode – for det er dem, der bedst ved, hvilken sparring de har brug for. 


 

Derfor deltager Ledernes A-kasse nu i forsøgsprojektet ”Den Gode Samtale” i regi af Arbejdsmarkedsstyrelsen. Med forsøget har Ledernes A-kasse sammen med syv andre a-kasser fået dispensation fra en række regler i lovgivningen, så A-kassen kan fokusere mindre på kontrol og i langt højere grad på at hjælpe og servicere medlemmerne i deres jobsøgning. Job og Karrierechef i Lederne Anne Stokholm fortæller:

- Vi er glade for, at Arbejdsmarkedsstyrelsen har valgt at søsætte forsøget med Den Gode Samtale, for det bygger på de præmisser, som vi længe har villet have ind i dagpengesystemet, nemlig tillid, fleksibilitet og fokus på de individuelle behov. Det giver medlemmet mulighed for at tage større ejerskab over sin egen jobsøgningsproces og os bedre mulighed for at understøtte den enkelte.

Fokus på fremtiden
Fokus skal i langt større grad være på, hvad medlemmet kan gøre fremadrettet for hurtigt at komme tilbage i job. Det skal danne udgangspunktet for en handlingsplan, som klæder medlemmet på til selv at handle og tage ansvar for egen jobsøgning. Den primære opgave for Ledernes A-kasse bliver at stille de redskaber til rådighed for medlemmet, som han eller hun har behov for, frem for at varetage en kontrolfunktion.

I stedet for at behandle alle ens skal de ledige medlemmer nu selv booke en tid til samtale eller aktivitet efter eget ønske i A-kassen mindst hver tredje måned. Det er op til medlemmet at vælge mellem typer af aktiviteter, og om samtalen skal foregå telefonisk eller personligt. Derudover kan medlemmet selv vælge, hvilken konsulent han eller hun vil tale med. Anne Stokholm fortæller:

- Vi giver nu ansvaret og beslutningsretten tilbage til medlemmerne. Det medejerskab hos det enkelte medlem, som ”Den Gode Samtale” lægger op til, passer godt til vores medlemsskare, som jo består af ledere, der er vant til at tage ansvar og være dem, der bestemmer og sætter dagsordenen.

Forsøgsprojektet ”Den Gode Samtale” starter den 5. marts og løber et år frem. Ordningen omfatter alle ledige i Ledernes A-kasse, som på nuværende tidspunkt tæller knap 3.500 medlemmer. Ud over Ledernes A-kasse deltager syv andre a-kasser i forsøget, som foregår i regi af Arbejdsmarkedsstyrelsen under Beskæftigelsesministeriet. Når forsøgsperioden er slut, skal forsøget endeligt evalueres og herefter skal det fra politisk side besluttes, om det skal føre til en permanent lovændring i dagpengesystemet.

Få overblik over de frivillige aktiviteter, du kan tilmelde dig i din ledighedsperiode (pdf)

Få overblik over de grundlæggende aktiviteter, som består af samtaler af 30 minutters varighed, som du kan tilmelde dig i din ledighedsperiode (pdf)

Læs mere om samtaler og aktiviteter i A-kassen, og hvordan du booker tider her


Lederne
Vermlandsgade 65
2300 København S
Kontakt Lederne