
Hos Ledernes A-kasse kan man også mærke tvivlen melde sig. Flere end 2.000 ledere har tilmeldt sig informationsmøder om efterlønnen i hele landet, og mange hundrede er på venteliste. De fleste er usikre på, hvilke konsekvenser og fordele det har at hæve sit efterlønsbidrag med det samme, forklarer Brian Kjøller, jurist hos Lederne.
- Pengeposens størrelse lokker hos de fleste, indtil vi har fortalt dem om alle de fordele og ulemper, der er ved at hæve sit bidrag. Det kan godt være, at man får penge til en ny carport, men melder man sig ud af efterlønsordningen, vinker man samtidig farvel til et andet sikkerhedsnet som eksempelvis seniorjobordningen. Det giver stof til eftertanke hos mange, siger Brian Kjøller.