
I 2011 valgte næsten 2.000 ledere at tegne en tillægsforsikring og dermed sikre sig et supplement til dagpenge i tilfælde af arbejdsløshed. Det svarer til en stigning på 18 procent fra 2010. Specielt de kvindelige ledere har valgt at forsikre sig. I 2010 stod kvinderne for 26 procent af nytegningerne, sidste år var andelen steget til 34 procent, og i 2012 har kvindeandelen indtil videre været 40 procent.
- Vi kan se en tendens til, at mange kvindelige ledere er mere realistiske end deres mandlige kolleger, når det gælder risikoen for at blive afskediget. Mange mænd tror, at en fyring kun kan ske for naboen. Men generelt er der rigtig mange ledere af begge køn, som i øjeblikket vælger at spænde et sikkerhedsnet ud under deres økonomi med en tillægsforsikring, siger Uffe Daub, salg- og marketingchef hos Lederne.
Gennemsnitslønnen for en privatansat leder i Danmark er 51.508 kroner om måneden, og dagpengene er 17.073 kroner.