
Flere end seks ud af ti privatansatte ledere, 62 procent, vurderer, at beslutningsprocesserne i virksomheden som en konsekvens af krisen er blevet mere topstyrede. Undersøgelsen viser, at jo hårdere virksomheden har været ramt af krisen, desto større har tilbøjeligheden været til at centralisere beslutningsprocesserne. I de virksomheder, som i ”meget høj grad” har været påvirket af krisen, er det således otte ud af ti ledere, der har oplevet mere topstyring.
- Den øgede topstyring er et udtryk for, at krisebeslutninger er strategiske anliggender, der vedrører hele eller meget store dele af virksomheden. Det er beslutninger, der er komplicerede, og som for en årrække kan få afgørende indflydelse på virksomhedens forretningsgrundlag og indtjening, siger analysechef hos Lederne Kim Møller Laursen.
Undersøgelsen er baseret på svar fra 1.037 ledere.