Ansættelsesvilkår A-kassen Kurser og uddannelser Ledelse og Karriere LederNetværk Min side Lederne sites
Print Bookmark and Share

Facebook i arbejdstiden er ok


25.01.2012

Skal afdelingslederen opstille regler for brugen af Facebook i arbejdstiden? Det er spørgsmålet i Ledelsesdilemmaet, hvor ledelsesrådgiver hos Lederne Helle Bruun Madsen råder afdelingslederen til at lade medarbejderne bruge Facebook i arbejdstiden.


En afdelingsleder kan se, at flere medarbejdere er meget aktive på Facebook i arbejdstiden. Virksomheden har ikke en Facebook-politik, og holdningen er, at man stoler på, at de ansatte passer deres arbejde. Lederen har aldrig oplevet, at nogle af medarbejderne optræder illoyalt eller upassende på Facebook og er grundlæggende tilfreds med alles arbejdsindsats. Alligevel overvejer afdelingslederen, om der bør sættes en grænse eller opstilles nogle regler for brugen af Facebook i arbejdstiden.

Ledelsesrådgiver Helle Bruun Madsen mener ikke, at der er nogen grund til at sætte ind over for medarbejdernes brug af Facebook i arbejdstiden, hvis medarbejderne har vist, at de selv kan administrere brugen og hverken optræder upassende eller illoyalt.

- Er holdningen på virksomheden, at man har tillid til, at medarbejderne selv kan administrere deres arbejdstid, er det det signal, der skal sendes.

Hun mener derimod, at medarbejderne har krav på at vide, hvad de må og ikke må i forhold til at bruge de sociale medier i arbejdstiden.

- Hvis virksomheden har en politik på området, bør lederen sørge for, at medarbejderne kender den. Manglende udmeldinger fra ledelsen kan medføre uheldig adfærd og unødvendige konflikter.

I det konkrete dilemma har virksomheden ingen decideret politik for brugen af sociale medier i arbejdstiden. Uanset medarbejdernes hyppige brug af Facebook er afdelingslederen grundlæggende tilfreds med alles arbejdsindsats. Derfor anbefaler Helle Bruun Madsen løsning 3, der opfordrer til sund fornuft og debat om, hvad arbejdstiden bruges til.

- Lederen kommer på denne måde i dialog med medarbejderne og får dermed signaleret en holdning – og ikke et forbud – om begrænset brug. Lederen kan samtidig benytte lejligheden til at få en god og sund debat om, hvad det er i orden at bruge arbejdstid på.

Dog advarer hun mod en pludselig holdningsændring, hvor man går fra tillid til mistillid.

- Da lederen er tilfreds med medarbejdernes arbejdsindsats og i øvrigt ikke har oplevet problemer i forhold til deres færden på Facebook i arbejdstiden, råder jeg hende til at fortsætte den lagte kurs og fortsat vise medarbejderne tillid. Foretager hun et kursskifte og viser mistillid, risikerer hun at skabe et problem og ødelægge en i øvrigt ”sund” kultur, afslutter Helle Bruun Madsen.

Ledelsesdilemmaet bliver udarbejdet af Lederne og bringes fremover hver anden uge i Berlingske, på Business.dk og på Lederne.dk.

Lederne Mandag
Bliv opdateret med nyheder om ledere og ledelse og omtaler af aktuelle arrangementer.

Tilmeld gratis nyhedsbrev
Lederne
Vermlandsgade 65
2300 København S
Kontakt Lederne