Ansættelsesvilkår A-kassen Kurser og uddannelser Ledelse og Karriere LederNetværk Lokale afdelinger
Print Bookmark and Share

Bagtaleri skal stoppes omgående


08.02.2012

Hvordan håndterer lederen, at en medarbejder bliver drillet og klager over dårlig stemning i afdelingen? Det er spørgsmålet i Ledelsesdilemmaet, hvor arbejdsmiljøkonsulent hos Lederne Malene Salskov Amby anbefaler, at lederen tager hånd om konflikten med det samme.


Medarbejderen Lise viser lederen et billede, der hang på personalets opslagstavle. Det forestiller en tyk pige, der er klædt i ”konetøj” med skriften ”Hej, jeg hedder Lise”. Lise tror, kollegaen Pernille står bag, fordi hun, ifølge Lise, ”altid har så travlt med at bagtale folk”. Lise tilføjer, at hun synes stemningen i afdelingen er ubehagelig og minder om en folkeskoleklasse. Lederen er efterfølgende i tvivl om, hvordan situationen skal tackles.

Arbejdsmiljøkonsulent Malene Salskov Amby råder lederen til straks at gribe ind. Hun peger derfor på løsning 3, hvor lederen indkalder Pernille til en personlig samtale for at afklare, om det er hende, der står bag. Hvis det viser sig at være tilfældet, skal lederen få sagt klart og tydeligt til Pernille, at den slags adfærd ikke accepteres på arbejdspladsen.

- Godmodige drillerier på arbejdspladsen kan medvirke til et godt sammenhold og et godt arbejdsmiljø. Men når drillerierne bliver ondskabsfulde, og der er medarbejdere, som føler sig uden for og bagtalt, er det vigtigt, at lederen sørger for at stoppe det omgående. Ellers kan det få alvorlige følger, både for den medarbejder, det går ud over, for arbejdsmiljøet og i sidste ende for produktiviteten på arbejdspladsen, siger hun.

Derudover anbefaler Malene Salskov Amby, at lederen indkalder Pernille og Lise til en fælles samtale for at undgå, at der sker en optrapning af konflikten.

- Her får de mulighed for at få talt om sagen og i fællesskab komme med løsningsforslag til, hvordan samarbejdet og omgangstonen skal være fremover for at sikre, at alle har det godt på arbejdspladsen.

Endelig råder hun lederen til efterfølgende at have ekstra fokus på omgangstonen i afdelingen.

- Lederen kan med fordel supplere dette med at sætte arbejdsklimaet på dagsordnen på næste personalemøde og iværksætte en proces med henblik på at sikre et godt fremtidigt arbejdsmiljø i afdelingen, afslutter Malene Salskov Amby.

Ledelsesdilemmaet bliver udarbejdet af Lederne og bringes hver anden uge i Berlingske, på Business.dk og på Lederne.dk.

Lederne Mandag
Bliv opdateret med nyheder om ledere og ledelse og omtaler af aktuelle arrangementer.

Tilmeld gratis nyhedsbrev
Lederne
Vermlandsgade 65
2300 København S
Kontakt Lederne