
Professor på London Business School Lynda Gratton har sammen med 200 topledere og eksperter fra hele verden forsket i fremtidens arbejdsplads og de voldsomme omvæltninger, vi har i sigte blandt andet på grund af den teknologiske og demografiske udvikling. Ikke mindst lederne bør ruste sig til revolutionen, mener hun.
- Det bliver en enorm udfordring for lederne. På alle fronter. Bare tag sådan en simpel kendsgerning, som at de fleste ledere i dag er trænet til at lede folk, de kan se. I fremtiden skal de lede – og inspirere – medarbejdere, de aldrig har set, og måske aldrig nogensinde kommer til at møde fysisk. Langt den største del af vores arbejdsindsats kommer til at ligge i det virtuelle rum, også ledernes, siger Lynda Gratton.