
Ifølge undersøgelsen er der i gennemsnit 7,9 fraværsdage per medarbejder om året på arbejdspladser med dårlig stemning. Næstflest fraværsdage oplever arbejdspladser med meget rygtedannelse og sladder. Er der derimod god stemning, har medarbejderne i snit kun 4,8 sygedage om året.
- Trives man ikke på jobbet, kan man være mere tilbøjelig til at blive hjemme, hvis man vågner op med lidt ondt i halsen. Hvis man omvendt har det godt med sine kolleger og arbejdsopgaver, vil man i højere grad vælge at gå på arbejde, selvom man måske ikke er 100 procent på toppen, siger Malene Salskov Amby, arbejdsmiljøkonsulent hos Lederne.