
- Sidder der mange medarbejdere sammen, er det vigtigt, at man som leder er opmærksom på både det fysiske og psykiske arbejdsmiljø, da ikke alle medarbejdere vil trives i et åbent kontorlandskab. Men umiddelbart er det en dårlig idé at placere Tobias i et kontor for sig selv. Dels fordi det kan få andre medarbejdere til også at forlange enekontor. Dels fordi det kan gøre Tobias sårbar og isolere ham fra resten af teamet, siger Helle Bruun Madsen.
Helle Bruun Madsen peger derfor på en kombination af løsning 3 og 4, hvor lederen tager initiativ til en arbejdspladsvurdering (APV) og samtidig starter en dialog med de konkrete medarbejdere, der udtrykker utilfredshed med at sidde i storrumskontor.
- Ved at gennemføre en APV i teamet, viser chefen både vilje til dialog med medarbejderne og tager højde for, at der kan være andre medarbejdere, som også har problemer med de fysiske rammer, men som bare er mere tilbageholdende med at melde det ud. En APV kan dermed være et godt udgangspunkt for en grundig dialog med alle medarbejdere og være med til at give teamchefen et mere solidt beslutningsgrundlag. På den måde kan en APV også gøre teamchefen mindre sårbar over for kritik for sin endelige beslutning. En åben dialog med teamet bør dog også følges op af individuelle samtaler med Tobias og eventuelle andre medarbejdere, som ønsker dette. Herved sikrer teamchefen sig at, alle medarbejdere føler sig hørt, siger Helle Bruun Madsen.
Ugens Dilemma er udviklet af Ledernes Hovedorganisation i samarbejde med Berlingske Tidende.