Succes kræver x-factor
01.07.2010
Den perfekte opskrift på en succesfuld strategi findes simpelthen ikke. Det mener professor Flemming Poulfelt fra CBS, der opfordrer ledere til at få næsen op af strategibøgerne. Det skriver det elektroniske tidsskrift Ledelseidag.dk.
Succesfulde ledere er nemlig, ifølge professoren, ikke båret af ledelseslitteratur, men derimod af visioner og idéer, som er svære at få ind under huden via en bog. Det handler om den udefinerbare x-factor, man ikke kan kokkerere sig til.
- Det er sjældent, at opskriften i bogen passer. Det handler mere om mennesker, om at gå imod strømmen og om at følge op på de centrale mål, virksomheden har sat. Ikke ved at læse i en kogebog, men ved at følge og følge op på sine egne strategiske mål. Og gerne kombinere flere strategier. Der findes ikke én opskrift på guld i erhvervslivet, siger han.