
I øjeblikket er flere end 100.000 strandet rundt omkring i verden på grund af den islandske vulkanaske, der har lammet luftrummet. Det har givet spekulationer om, hvorvidt strandede medarbejdere har krav på løn under deres fravær. Men reglerne på det område er helt klare, forklarer Gert Bronton, direktør i Ledernes Hovedorganisation.
- Der skelnes mellem ferie og forretningsrejse. Hvis en leder er på forretningsrejse i New York og ikke kan komme hjem på grund af den islandske askesky, har han stadig krav på sin sædvanlige løn, ligesom arbejdsgiveren skal dække ophold og forplejning. Hvis lederen derimod er på ferie, står fraværet for egen regning, siger Gert Bronton.