
- Det nuværende overenskomst- og lønsystem er simpelthen forældet og spiller ikke sammen med de krav, der stilles til en moderne, effektiv og velfungerende offentlig sektor. Regeringen har taget en række initiativer til at afbureaukratisere og forenkle den offentlige sektor, når det gælder administration, regler og arbejdsgange. Nu er tiden kommet til også at tage fat på en afbureaukratisering af overenskomst- og lønsystemet, som er unødigt centralistisk og bureaukratisk, siger Svend Askær.
Ifølge Lønkommissionens redegørelse mener både ledere og medarbejdere, at der er for dårlige muligheder for reelt at aftale løn lokalt, fordi reguleringen er meget centraliseret. Det giver utilstrækkelige muligheder for lokalt at kunne forhandle løn, så man kan belønne de medarbejdere, som gør en ekstra indsats.
Lønkommissionens konklusioner på det område er helt i overensstemmelse med en undersøgelse, som Lederne netop har gennemført blandt kommunale ledere. To ud af tre siger, at en bedre mulighed for individualisering af medarbejdernes løn vil skabe bedre resultater, og 74 procent tilkendegiver, at større individualisering af de ansattes løn kan bruges som værktøj til at tiltrække og fastholde de rigtige medarbejdere.
Svend Askær noterer sig, at Lønkommissionen er nået frem til, at ledere og medarbejdere peger på behovet for mere fleksibilitet i overenskomsterne og mere lokalt råderum.
- Lederne på de enkelte arbejdspladser skal have mere ledelsesrum, og det kræver mere fleksible og mindre bureaukratiske overenskomster end de nuværende. Målet er at få en mere effektiv offentlig sektor til gavn for både borgere, medarbejdere og ledere, fastslår Svend Askær.