
Ovenpå tabet af sin kone har medarbejderen Johannes svært ved at overkomme sine arbejdsopgaver, men han insisterer alligevel på, at han klarer sig og helst gerne bare vil komme lidt væk hjemmefra. I dette tilfælde må lederen forholde sig afventende til Johannes, mener Eva Deleuran.
- Som leder må man først og fremmest vise respekt for den måde en medarbejder har ønsket at komme gennem sin krise på. Bearbejdning af sorg er individuelt og tager sin tid, og som leder må man respektere dette, siger Eva Deleuran.
At vise sin respekt betyder også, ”at du som leder lader Johannes vide, at du har forståelse for, at han i en periode ikke kan yde det, han plejer, så han ikke bliver i tvivl om, hvor han har dig.”
- Jeg anbefaler, at lederen også forbereder sig på, at det på et senere tidspunkt måske bliver nødvendigt at tage ”den svære samtale” med Johannes, hvor meget personlige emner er på dagsordenen,” tilføjer Eva Deleuran.
Ud af de fem mulige løsningsforslag til dilemmaet anbefaler hun valgmulighed nummer 1. Her foretager lederen sig ingenting i forhold til Johannes, men har blot ekstra fokus på hans adfærd.
- I den konkrete situation kan det være en god idé at lade Johannes være lidt i fred. Måske har han det bedst med at finde sin egen løsning på, hvordan han kommer til at fungere som menneske og medarbejder igen. Selvom Johannes klart har signaleret, at han ”har brug for at komme hjemmefra”, og at han ”klarer sig”, ville jeg som leder tydeligt gøre opmærksom på, at døren er åben, og at han er velkommen, hvis han har brug for at dele sin sorg, afslutter Eva Deleuran.
Ugens Dilemma udvikles af Lederne i samarbejde med Berlingske Tidende.