
Næsten syv ud af ti ledere, 68 procent, svarer ifølge undersøgelsen ja, når de modtager venneanmodninger på de sociale medier fra medarbejdere og kollegaer. Men det bør lederne være påpasselige med, mener ledelsesrådgiver Michael Uhrenholt fra Ledernes Hovedorganisation.
- Det er sjældent en god idé, at ledere og medarbejdere er venner på et socialt netværk, og både som leder og medarbejder bør man tænke sig grundigt om, inden man udsender og accepterer venneanmodninger. Som leder er det som udgangspunkt klogest at have et professionelt forhold til medarbejderen frem for at mikse forholdet med privatsfæren. Kommer der eksempelvis en tvist, vil det ofte for begge parter være bedst, hvis tvisten ikke bliver påvirket af private relationer, siger Michael Uhrenholt.