Ansættelsesvilkår A-kassen Kurser og uddannelser Ledelse og Karriere LederNetværk Lokale afdelinger
Print Bookmark and Share

Kunsten at forene arbejde og familie


05.05.2010

Det kan være svært at skabe balance mellem arbejde og privatliv, viser seneste udgave af Ugens Dilemma, hvor en leder må vælge mellem at deltage i et lederseminar eller sin datters fødselsdag. Sørg for, at dine egne prioriteter og værdier matcher med virksomhedens, lyder rådet fra ledelsesrådgiveren.


I det konkrete dilemma vælger lederen ikke at nævne overfor den øvrige ledelse, at internatet falder sammen med hans datters fødselsdag, som han prioriterer højt. Det bliver et problem for ham, da det forventes, at han er med til at diskutere virksomhedens kommende strategi.
 
- En væsentlig del af lederrollen er at træffe eller være med til at træffe beslutninger vedrørende virksomheden – i særdeleshed når de handler om virksomhedens fremtid. Derfor må lederen i det konkrete tilfælde vælge løsning 1 og deltage i strategiseminaret, selvom han dermed ”ofrer” datterens fødselsdag, anbefaler ledelsesrådgiver hos Ledernes Hovedorganisation, Rikke Andreasen.

Ud af de fem mulige løsningsforslag peger Rikke Andreasen dog også på løsning nummer 5 som en alternativ mulighed:

- Lederen kan som en nødløsning overveje at gå klokken 15 og bruge eftermiddagen på datterens fødselsdag. Generelt er det ikke en gangbar løsning. Grundlæggende bør lederen – som enhver leder – gøre sig overvejelser om, hvordan lederjobbet matcher hans værdier og prioriteter, og om han kan skabe work-life balance i sin hverdag på en tilfredsstillende måde, siger Rikke Andreasen.

Disse overvejelser vil sandsynligvis kunne spare lederen for at stå i lignende dilemmaer i fremtiden.

- Hvis lederen oplever, at virksomhedens holdning til work-life balance er meget anderledes end hans egen, kan han forsøge at præge den i den retning, han ønsker. Eksempelvis ved – i rette tid - at italesætte, at han gerne vil undgå at lægge strategiseminaret på datterens fødselsdag, afslutter Rikke Andreasen.

Ugens Dilemma udvikles af Ledernes Hovedorganisation i samarbejde med Berlingske Tidende.

Forhandlingsteknik
Få det du kom efter – deltag i kurset
”Forhandlingsteknik”.

Læs mere og tilmeld dig
Lederne
Vermlandsgade 65
2300 København S
Kontakt Lederne