Ansættelsesvilkår A-kassen Kurser og uddannelser Ledelse og Karriere LederNetværk Min side Lederne sites
Print Bookmark and Share

Fri i julen og nytåret 2010


13.12.2010

Hvilke dage er officielle helligdage omkring jul og nytår? Hvilke regler gælder, hvis virksomheden holder julelukket? Og kan virksomheden pålægge mig at holde ferie i julen? De spørgsmål får du svar på her.


Mange er i tvivl om, hvorvidt den 24. og 31. er helligdage eller ej, og svaret er enkelt; det er som udgangspunkt almindelige arbejdsdage.

En del medarbejdere har alligevel fri den 24. og 31. december dage uden at blive trukket i løn og uden at afvikle ferie. Hvis du har ret hertil, skal det fremgå af din ansættelseskontrakt, din personalehåndbog eller af den overenskomst, som gælder for din ansættelse.

Arbejde på helligedage
Det er kun den 25. december, 26. december og 1. januar, der er officielle helligdage. Hvis du har et arbejde, som kræver din tilstedeværelse, kan du dog være forpligtet til at arbejde på helligdagene alligevel - eksempelvis hvis du er læge eller køkkenchef.

Medmindre du har aftalt andet med din arbejdsgiver, har du kun ret til almindelig løn, selvom du arbejder på helligdagene.

Virksomheden har julelukket mellem jul og nytår
Hvis virksomheden holder kollektivt lukket mellem jul og nytår, skal din arbejdsgiver have varslet, at alle medarbejdere skal holde ferie. Det skal ske med de almindelige varsler i ferieloven - tre måneder for hovedferie og en måned for øvrig ferie.

Du har optjent 15 feriedage eller mindre
Hvis du har optjent ret til 15 dages ferie eller mindre med løn, kan du blive pålagt at holde ferie mellem jul og nytår. Det gælder uanset, om du har optjent feriepengene i din nuværende eller tidligere ansættelse.

Har din arbejdsgiver varslet ferien korrekt, har du pligt til at holde ferie, også selvom det eventuelt skal ske for egen regning. Kollektiv lukning er nemlig eneste tilfælde, hvor virksomheden kan varsle ferie, uden du har feriepenge at holde ferie for.

Du har optjent mere end 15 feriedage
Hvis du derimod har optjent ret til mere end 15 dages betalt ferie, skal arbejdsgiveren sørge for, at du reserverer nogle af feriedagene til mellem jul og nytår.

Hvis arbejdsgiveren ikke har sørget for, at der bliver "gemt" et antal feriedage der svarer til antallet af feriedage under julelukningen, skal virksomheden betale dig løn under lukningen.

Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Lederne.

Glædelig jul og godt nytår!

Lederne
Vermlandsgade 65
2300 København S
Kontakt Lederne