
Ugens Dilemma handlede i denne uge om en leder, der under julefrokosten kommer til at give kraftigt udtryk for sin utilfredshed med ledelsen til medarbejderen Mette. Bagefter fortryder han sin åbenmundethed og overvejer, hvordan han bør takle situationen. Ledelsesrådgiver Rikke Andreasen mener i første omgang, at lederen burde have været gået hjem, da han kunne mærke, at han ikke var i festhumør.
- Har lederen svært ved at komme i festhumør, er det en god ide at sige tak for i aften, når maden slutter og festen begynder. Den dårligste løsning er at drikke sig fuld eller hælde de frustrationer, der står i vejen for det gode humør, ud over sine medarbejdere, siger Rikke Andreasen.
Men nu da skaden er sket, er lederen nødt til at håndtere sin dumhed på kort sigt, men også på længere sigt tage hånd om sin utilfredshed med topledelsens strategi.
- Jeg anbefaler en kombination af løsning 3, hvor lederen tager en snak med Mette, og løsning 2, hvor han søger nyt job. Efter sin bommert skal lederen på kort sigt lave damage control, men på længere sigt skal han søge væk, da det er umuligt at lede medarbejdere i en virksomhed, hvis strategi man er grundlæggende uenig i, mener Rikke Andreasen.
Indtil lederen finder et nyt job, er det vigtigt, at han fortsat kan motivere sine medarbejdere. Derfor er det vigtigt, at han i sin samtale med Mette får nedtonet sin uenighed med topledelsen.
- I sin snak med Mette kan lederen nuancere sine udtalelser og beklage, at hun måtte lægge øre til hans frustrationer. Om muligt bør han i samtalen gøre sig umage med at fokusere på de konkrete ting i strategien, som han rent faktisk tror på. Ellers kan det blive meget vanskeligt for ham at skabe mening og motivation hos medarbejdere som Mette – indtil han finder sit nye job, afslutter Rikke Andreasen.
Ugens Dilemma udvikles af Lederne i samarbejde med Berlingske Tidende.