Dagpengeperioden forkortes
02.07.2010
Fra den 1. juli 2010 er den periode, hvor man kan få dagpenge afkortet fra 208 uger inden for seks år til 104 uger inden for tre år. De nye regler har virkning fra den 5. juli 2010 for medlemmer, der bliver ledige efter 1. juli 2010.
Medlemmer, der har fået godkendt en dagpengeret med virkning før den 1. juli 2010, får fra og med den 5. juli 2010 nedsat retten til dagpenge til 104 uger inden for den oprindelige periode på seks år, hvis de havde mere end 104 uger tilbage. Medlemmer, der har under 104 uger tilbage, rammes ikke af de nye regler.
Forlængede dagpenge
Ændringen får ingen betydning for medlemmer med ret til de såkaldte "forlængede dagpenge". Denne ret har medlemmer, der er fyldt 54 år før den 1. januar 2007, og som ved udløbet af retten til dagpenge er fyldt 55 år og som ved fortsat indbetaling af efterlønsbidrag kan gå på efterløn, når de fylder 60 år. Disse medlemmer bevarer retten til dagpenge, til de bliver 60 år og skal gå på efterløn.
De nye regler får heller ingen betydning for medlemmer, der har ret til seniorjob.
Genoptjening af ny dagpengeret
Antallet af arbejdstimer for at genoptjene en ny ret til dagpenge, hvis et medlem har brugt alle 104 uger eller de 3 år er gået, sættes fra 1. juli 2012 op fra 962 timer til 1924 timer, indtil da gælder kravet om 962 timer fortsat.