
Når den mest oplagte kandidat ud af fire mulige efter flere samtaler og personlighedstests alligevel vælger et andet job, må lederen gøre op med sig selv, om han vil bruge flere kræfter på medarbejderen, der takkede nej eller eventuelt vælge én af de tre øvrige kandidater.
- Jeg synes, at lederen skal ringe til medarbejderen og høre, hvad der ligger bag det pludselige fravalg. Viser det sig, et bedre løntilbud fra konkurrenten er den reelle årsag, kan lederen jo undersøge, om han ved at give et endnu bedre tilbud kan ændre personens beslutning, anbefaler ledelsesrådgiver hos Ledernes Hovedorganisation, Niels Henriksen.
Situationen kunne også tyde på, at der er nogle forventninger mellem leder og medarbejder, som ikke er blevet afstemt under samtalerne.
- Når jeg taler med ledere om rekruttering og jobskifte er det ofte de personlige kompetencer, som er afgørende, når valget af den rette kandidat skal træffes. Er der sammenhæng mellem kandidatens og virksomhedens værdigrundlag og kultur? En del af de problemer og konflikter, som opstår efter ”hvedebrødsdagene”, skyldes ofte, at lederen i rekrutteringsfasen har været alt for fokuseret på faglige kompetencer og ikke har fået afstemt forventninger mellem på den ene side den nye medarbejders personlige kompetencer og værdier og på anden side virksomhedens kultur, siger Niels Henriksen.
Ugens Dilemma udvikles af Ledernes Hovedorganisation i samarbejde med Berlingske Tidende.