Mange ledere og virksomheder arbejder med nedbringelse af sygefravær og fastholdelse af medarbejdere. Men der er en del usikkerhed om, hvordan man bedst muligt håndterer sygemeldinger, der skyldes psykiske lidelser. I en ny web-guide er det muligt at finde inspiration til hvordan du som leder bedst håndterer denne opgave.
Guiden giver indblik i en række virksomheders konkrete erfaringer med området, og som leder kan man få viden om, hvordan man kommer et skridt foran i kampen for at undgå sygefravær hos medarbejderne som følge af psykiske sygdomme, mener Malene Salskov Amby, arbejdsmiljøkonsulent hos Lederne.
- En styrke ved guiden er blandt andet, at den gør op med nogle af de myter, der eksisterer om psykiske lidelser. For eksempel at medarbejder med ondt i psyken automatisk har bedst af at blive ladt helt i fred og slet ikke have kontakt med virksomheden, siger Malene Salskov Amby.
I langt de fleste tilfælde vil kontakt med virksomhedens nemlig være en aktiv del af behandlingen og sikre hurtigere tilbagevenden til jobbet, fordi medarbejderen føler sig værdsat på arbejdspladsen frem for at blive isoleret og ladt alene, uddyber hun.
Guiden, der er finansieret af Arbejdsmarkedsstyrelsen, finder du på www.tidlig-aktiv-indsats.dk.
Om psykiske lidelser
Ligesom fysiske lidelser kommer psykiske til udtryk på mange måder. De kan være lette eller svære, kortere eller længerevarende og almindelige eller sjældne. Projektet ”Arbejdspladsernes håndtering af psykiske lidelse” foretaget af rådgivningsfirmet DISCUS viser, at 2/3 af de medvirkende virksomheder har oplevet, at en medarbejder har fået en psykisk lidelse. I to ud af tre tilfælde er der tale om stress og/eller depression, mens der for en ud af syvs vedkommende er tale om misbrug eller angst. I et ud af 20 forløb lider medarbejderen ADHD (også kaldet DAMP) eller personlighedsforstyrrelser.
Definition af psykisk lidelse:
- diagnosticerede og ikke-diagnosticerede lidelser, der påvirker en persons funktionsevne i forhold til jobbet. Det kan fx være stress, depression, følgevirkninger af fysiske lidelser, følgevirkninger af misbrug/medicin, ADHD, PST (post-traumatisk stress-syndrom), fobier, OCD/tvangstanker, personlighedsforstyrrelse etc.
- lidelsen kan have betydning for personens funktionsevne permanent, midlertidigt eller periodisk
Kilde: www.tidlig-aktiv-indsats.dk |